Med sådan en overskrift kan man meget let stille i udsigt, at man ikke blot stiller et relevant spørgsmål, men også har svaret eller i hvert fald et bud på det. Lad mig derfor med det samme slå fast at du ikke får svaret i dette indlæg.

Helt tilbage fra en (efter omstændighederne) tidlig morgen i under den årlige CES messe i januar 2008 har problemstillingen ligget i baghovedet på mig. På jagt efter en energidrik og noget spiseligt i den nærliggende Seven-Eleven havde jeg en længere snak med en bekendt fra kalibreringsbranchen, om hvordan man bedst kunne teste fladskærme og projektorer på en måde som på samme tid var grundig og saglig, uden at blive overdrevet teknisk eller kedeligt at læse. Det viste sig at det var noget vi begge havde en interesse i, men havde svært ved at komme i gang med.

Udfordringen ligger naturligt nok i at en grundig og saglig test forudsætter en temmelig massiv forståelse af baggrunden for korrekt billedgengivelse og teknikken bag pågældende produkt – en forståelse som man i sagens natur ikke kan forvente at læseren besidder. Løsningen er i første omgang simpel nok: At tilvejebringe et stort datagrundlag ved hjælp af målinger samt objektive og subjektive betragtninger ud fra testbilleder og filmmateriale, og så formidle dette på en simpel og troværdig måde i øjenhøjde med modtageren. Som med så mange andre ting må man dog erkende, at det simple ikke behøver være nemt. Så snart man har konkluderet hvad endemålet må være stiger kompleksiteten dog eksponentielt når man begynder at operationalisere opgaven og det viser sig at være ganske formidabel udfordring.

Under diskussionen nåede vi til en konsensus om at en god, omend lidt teknisk orienteret tilgang findes på det britiske site hdtvtest.co.uk, som generelt foretager meget grundige tests, men som til tider kan blive en smule langhåret, hvis man bare vil vide hvilket af de nyeste skærme har det “bedste billede”. I den anden ende af skalaen er der ingen grænse for hvor overfladisk det kan blive når man læser de populære danske teknologi- og gadgetmagasiner (Ja, Gear og T3 – den er til jer) eller, gud bedre det, Ekstra Bladets 5 linjer om hver skærm med en simpel stjernekarakter klistret på.

Den snusfornuftige forbruger læner sig måske i stedet op ad den statssponsorerede sagkundskab i Forbrugerrådets blad Tænk, og ville flere år i træk får den (efter min ydmyge subjektive vurdering) helt forkerte opfattelse at de eneste som kan finde ud af at lave TV er Philips. Der er skrevet ganske meget på diverse danske fora om Tænks test af fladskærme og det er muligt at de opfylder et behov for den konkrete målgruppe de forsøger at ramme, men det er da bemærkelsesværdigt, at nærmest alle i branchen som ved noget om billedkvalitet enten griner af dem, eller græder over vildledningen af de stakkels læsere. Selv holdt jeg op med at læse med, da de konkluderede at en af verdens absolut bedste espressomaskiner til prisen (Rancilios Silvia) var den absolut dårligste af de testede, og uegnet til at brygge espresso.

Dette bringer os til en uudtømmelig kilde af information om kvaliteten af markedets aktuelle fladskærme – internetfora. Hvis Claus Hjort kunne opkræve en krone for hver gang der på et dansk forum bliver spurgt til hvad der er markedets bedste fladskærm, så kunne vi stoppe al snak om underskud på statsfinanserne lige nu! Antallet af spørgsmål omkring fladskærmsvalg overgås kun af velmenende brugere, som med cyanidholdig Kool-Aid i hånden reciterer enten den gængse gospel om at plasma er gud, eller at det bedste TV på markedet tilfældigvis er det de har hængende på væggen derhjemme. Jeg hører selv til blandt de langhårede loddekolber, som på diverse fora giver semi-anonyme tips og råd, og jeg synes de tjener de fleste brugere til ære, hvor meget energi der bliver lagt i at hjælpe hinanden. Det ændrer dog ikke det faktum, at det er noget nær umuligt at vurdere hvorvidt gode råd videregivet på et offentligt forum kommer fra en kilde som virkelig ved hvad han (ja, i praksis er det vist altid han) udtaler sig om.

Det burde ikke være nødvendigt at tilføje, at man ikke er bedre tjent ved at gå i de fleste detailhandlere, hvor skærmen er linet op i standardopsætninger hvor de hver især forsøger at overdøve hinanden med højere farvetemperatur, kunstig skarphed og mange hundrede hertz kredsløb som får horisontalt scrollende bogstaver (men ikke meget andet) til at se godt ud. Lægger vi dertil historierne om farve- eller prikmarkerede prisskilte som angiver hvilke skærme sælgeren får provision eller bonus for at sælge, så bevæger vi os hurtigt fra uvidende sælgere til bevidst fejlvejledning.

I danmark ender vi således med at den eneste leverandør af fornuftige evalueringer af markedets fladskærme er flatpanels.dk, som ligeledes er dem som har været i gang længst. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at der i branchekredse er mange som ler hånligt af målingerne og det tekniske niveau i anmeldelserne, men det er altså ikke til at komme udenom at flatpanels.dk rent faktisk forholder sig objektivt til de skærme de tester og har en rimelig fast testprocedure, som gør at anmeldelserne er sammenlignelige og derved giver et fornuftigt sammenligningsgrundlag. Man kan så ærgre sig over at der ikke er flere som præsterer en systematisk tilgang til emnet.

Det vil i den sammenhæng være unfair ikke at give et tip med hatten til brugerne “Bantam” og Otto Jørgensen som ofte huserer på flatpanels.dk og recordere.dk. Begge har ved utallige lejligheder tilvejebragt teknisk velfunderede og skarpsindige vurderinger af tilgængelige videoprodukter, bakket op af konkrete verificerbare målinger. Desværre kan de gode indlæg have en tendens til at drukne i en strøm af kampråb om at de nyeste Philips eller Sharp skærme med [indsæt selv nyeste panelteknolog buzzword] er det bedste siden skiveskåret brød. Og så kan (i øvrigt relevante) diskussioner om gammakurvens nederste lineære del eller resultatet af en chroma-plate test nok tælle sit publikum på en enkelt hånd eller to.

Nu er det vist fristende at lede efter en mening med al denne oplistede dårligdom, og jeg kan i hvert fald byde ind med et begyndende omrids af en pointe: Jeg vil gerne tage fat på at teste videoprodukter, og forhåbentlig være med til at bringe blot en smule ekstra værdi til de potentielle købere af fladskærme fremover.

Igennem en længere periode har jeg samlet noter og listet side efter side med bullet points om hvordan man bedst kombinerer en lang række tekniske målinger, observationer og vurderinger i et læseværdigt format, som rent faktisk skaber værdi for målgruppen. Efter længere tids arbejde og fiflen med testmetodik må jeg i al beskedenhed indrømme… at jeg er meget langt fra målet 🙂

Jeg er dog nået frem til at den bedste måde at komme videre og blive klogere på formatet af den bedst tænkelig og mest brugbare fladskærmstest – er ved at komme i gang. Så må jeg fejle igen og igen, og blive lidt klogere hver gang.

Skulle du være nået helt til vejs ende af dette indlæg, så kommer her min opfordring til dig: Når du (forhåbentligt – dette indlæg skal også fungere som motivation idet jeg her forpligter mig offentligt) ser de første tests begynde at dukke op, så tænk over indholdet. Tag stilling til om du får svar på de spørgsmål omkring den anmeldte skærm som du ønsker besvaret. Tag stilling til om niveauet er for teknisk eller for overfladisk, om sproget er for kedeligt eller for direkte. Og giv mig så en tilbagemelding enten i en kommentar nedenfor eller på den konkrete anmeldelse omkring hvad du mener der kan forbedres. Jeg lover ikke at opfylde alle ønsker – men jeg garantere at jeg vil lytte opmærksomt.