Mens vi venter på at få Panasonics nye plasmaskærme ST50 og VT50 til test i løbet af april måned, er det blevet tid til at se lidt på deres mellemste søster GT50. GT50 fås i 42″ og 50″ og er på markedet nu ved udgangen af marts måned.

Panasonic Plasma TV GT50 seriePanasonic Plasma TV TX-P50GT50

Siden 2010 har Panasonic haft en GT serie, som har siddet som en mellemserie mellem G-serien og V/VT serierne. GT serien har altid haft en lidt kedelig placering mellem to stole. På den ene side har G-modellerne længe været kendt for deres gode billedkvalitet i forhold til prisen, mens V/VT serierne har været anerkendt som nogle af de bedst performende fladskærme overhovedet.

GT-serien har i 2011 kunnet levere stort set samme billedkvalitet som VT30 til færre penge, for dem som ikke vil betale for 3D briller. I dette mellemområde har GT serien dog haft det svært, idet den nok har været prissat for tæt på VT serien, uden at have VT30’s unikke design.

Det er da heller ikke nogen (velbevaret) hemmelighed, at Panasonic har haft svært ved at få gang i salget af GT30 i 2011, og at GT serien har været at betragte lidt som Panasonics rødhårede stedbarn, som er blevet sendt i seng uden aftensmad.

Det bliver næppe bedre i år, hvor vi allerede nu med stor sandsynlighed kan erklære at ST50 serien bliver et vinderprodukt med banebrydende billedkvalitet til prisen, mens VT50 står til at vinde de fleste test for bedste billedkvalitet i 2012. GT50 serien bygger på samme basale panelteknologi som ST50 og VT50, med samme signalbehandling som VT50 men med et mindre effektivt Louver filter, og deraf følgende større følsomhed for udefrakommende lys. Der medfølger ikke 3D briller til GT50. Det forlyder i øvrigt at GT50 i år muligvis bliver forbeholdt begrænset distribution i en enkelt eller to større kæder, og således ikke kommer til at konkurrere på lige fod medST50 og VT50.

GT50 har samme Dual Core processor som VT50 og alle basale panelspecifikationer som gråtonenuancer (24.576) og Panelopdateringsfreksvens (2500 Hz FFD) er præcis de samme som på VT50, men GT50 må nøjes med Infinite Black Pro filter, hvor VT50 har et filter med betegnelsen Infinite Black Ultra (hvad skal de dog finde på i 2013… Ultra Plus?)

Jeg noterer mig i den forbindelse at der stadig ikke er nogen som har kunnet give mig en ædruelig forklaring på hvad 2500 Hz FFD  rent teknisk dækker over. Ethvert forsøg på at svare ender uvægerligt indenfor 30 sekunder med at skifte fra teknik til magi, og ender hurtigt i forklaringer som lige så godt kunne benyttes til at forsvare at alle HDMI kabler bør have massive sølvledere for at få de højeste frekvenser med.

Modellerne i Panasonics Plasma TV GT50 serie

Indtrykket af at GT50 serien ikke er den der har den største fokus hos Panasonic afspejles fint af at der kun udbydes to modeller, i henholdsvis 42 og 50 tommer. Både den billigere ST50 serie og den dyrere VT50 serie byder på 55″ og 65″ modeller.

Panasonic TX-P42GT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 10.999)
Se den aktuelle pris hos Pricerunner

Panasonic TX-P50GT50 (Vejledende udsalgspris: kr. 13.999)
Se den aktuelle pris hos Pricerunner

Anmeldelser og test af Panasonic TX-P42GT50, TX-P50GT50

Det bør bemærkes, at de nedenfor refererede anmeldelser kan afspejle forskelle i størrelse og model afhængig af landet skærmen er testet i. Som eksempel har der tidligere på Panasonics plasma TV været forskelle på om de havde køleblæsere indbygget eller ej, afhængig af markedet skærmen var tiltænkt. På samme vis gælder at den efterhånden velkendte problemstilling med bevægelseshåndtering (ofte kaldet 50 Hz bug) ikke viser sig i amerikanske tests. Overordnet set er modellerne dog meget ens.

 

Test af Panasonic TX-P50GT50B hos AV Forums (UK)

Stephen Withers fra AV Forums har fulgt sin test af Panasonics ST50 op med en anmeldelse af storebror Gt50. Han har altså haft fremragende mulighed for at sammenholde performance på de to skærme.

  • Fremragende sortniveau
  • Imponerende dynamikområde (kontrast)
  • Ikke problemer med PWM billedstøj
  • God farvegengivelse uden kalibrering og referencegengivelse efter kalibrering
  • Fremragende hvidbalance uden kalibrering og referencegengivelse efter kalibrering
  • 3D gengivelse på absolut referenceniveau
  • Viera Connect (Internetfunktioner) er effektive og responsive (dual core processor)
  • Lyden er tilstrækkeligt god
  • Yderst omfattende kalibreringsmuligheder
  • Vidunderlig bevægelseshåndtering med Blu-ray
  • Fremragende signalbehandling
  • Flot design og fremragende byggekvalitet
  • THX mode til både mørke og oplyste rum er god i praksis
  • Ved hurtige panoreringer ses fra tid til anden meget milde eksempler på opbrud (50 Hz bug)
  • Enkelte instanser af Dynamic False Contouring
  • Lidt dithering støj i mørke områder
  • Nogle brugere vil kunne opleve flimren ved lyse scener
  • Der kunne godt bruges mere lysoutput i Preofessionel indstillingerne
  • HDMI stik for tæt på kanten af TV’et

Konklusion

Lad os sige det som det er: Stephen Withers er ganske enkelt begejstret. Hele vejen igennem omtales GT50 som et fantastisk TV med en lang række fantastiske kvaliteter og stort set ingen svage sider. Han slår fast, at hvid man er i markedet for en 42″ fladskærme, så er der på nuværende tidspunkt intet som kan konkurrere med en GT50. Leder man efter en 50″ skærm er VT50 det oplagte alternativ, men hvis man ikke har ubegrænsede midler giver GT50 stort set den samme fantastiske billedkvalitet og features som flagskibet for færre penge.

AV Forums tildeler Panasonic TX-P50GT50 bedømmelsen Highly recommended

 

Test af Panasonic TX-P50GT50B hos What Hi-Fi? Sound and Vision (UK)

  • Underspillet diskret design
  • Overskuelig og let tilgængelig Smart Hub med en del nye funktioner
  • Bedre 3D briller (medfølger ikke)
  • Bedre billedkvalitet end tidligere generationer
  • Fremragende digitale tunere
  • Dybt sortniveau
  • Utrolig detaljeringsgrad
  • Der er ikke noget at bemærke
  • [ bemærk at der ikke er taget stilling til 50 Hz bug, IR, Burn-in, grønne plamager, støj eller andre potentielle svagheder som burde være testet]

Konklusion

What Hi-Fi? Sound and Vision var i 2011 helt vilde med GT30 serien fra Panasonic, og Panasonic vandt for deres plasma TV Product of the Year titlen i 42″, 46″ og 50″ kategorierne. What Hi-Fi? konstaterer at “det bedste er blevet endnu bedre” i 2012 og konkluderer at GT50 er det TV alle andre skal måles op imod i 2012.

What Hi-Fi? tildeler Panasonic TX-P50GT50 5 ud af 5 stjerner

Vurdering af GT50 serien

En samler vurdering kommer når vi har flere anmeldelser at sammenholde med vores eget indtryk.