Vi har tidligere omtalt Sennheiser Momentum og Momentum on-ear, den senere tilkomne mindre udgave. Momentum har efterhånden et par år på bagen, og nyhedens interesse er efterhånden nok falmet. Da vi linede op til en stortest af over-ear høretelefoner i prislejet omkring 2000 kroner var der dog ingen tvivl om at Momentum skulle indgå. Da Momentum kom på markedet satte den en ny standard for hvor god lyd det er muligt at få ud af en høretelefon, som stadig er transportabel og ser tilpas godt ud til at kunne tilfredsstille lifestyle segmentet.

Sennheiser Momentum med iPhone kabelSennheiser har gennem mere end en generation lavet enormt populære høretelefoner, og har et sortiment som dækker alt fra meget yderst stationære elektrostatmodeller til transportable in-ears udviklet i samarbejde med Addidas. For 10 år siden ville de fleste have nævnt Sennheiser som et af de første mærker når snakken faldt på høretelefoner. I takt med at høretelefoner overgik til at være modeprægede accessories faldt Sennheiser dog gevaldigt bagud i forhold til Beats by Dre, Urbanears, Skullcandy etc. I en lang periode var der mange som tvivlede på om det ville lykkes dem at lave et comeback.

Med introduktionen af Momentum stod det med det samme klart, at Sennheiser havde tænkt sig godt om da de planlagde deres indtog på markedets for designerhovedtelefoner. Momentum er generelt blevet modtaget med prisende ord for både design og lyd mange steder siden da. Modellen er siden efterfulgt af en lidt mindre og billigere on-ear udgave, logisk nok kaldet Momentum On-ear.

Pristjek – find den bedste pris på Sennheiser Momentum

Sennheiser Momentum har en vejledende pris på kr. 1999, men kan af og til findes til en lavere pris, afhængig af konkrete kampagner og priskonkurrence.

Update: Sennheiser Momentum fås nu i version 2.0, og aktuelle priser kan findes på Pricerunner

Design og features

Materialevalget til Momentum bærer præg af at der er tale om en model i den gode ende. De to separate kopper er monteret på en metalbøjle beklædt med læder med farvede syninger. Selve ørepuderne er ligeledes udført i ægte læder uden på to lag særligt skum, som holder formen godt, når de første er placeret over ørerne. Kopperne kan justeres på bøjlerne og glider behageligt let, men samtidig stramt nok til at man ikke frygter at de bliver løse med tiden. Momentum er designeret som en over-ear model, men ørekopperne er så små, at man skal have meget små ører for at en Momentum kan dække dem fuldstændig. I praksis bliver ens ører let presset en smule sammen inde i koppen, uden at det dog virker ubehageligt. Isolationen fra omgivelserne er generelt god, som vi forventer det fra en lukket model.

Bøjlen er temmelig oval og følger derfor hovedformen mere end de fleste hovedtelefoner, hvilket giver et pænere og mere kompakt udtryk når de sidder på. Det giver dog en mindre udfordring med komforten, som du kan læse om nedenfor. Det er ikke muligt at folde dem sammen, så de fylder lidt mere ved transport end de fleste konkurrenter som kan pakkes mere kompakt ned.

Med materialevalg som metal og læder, skulle man tro at der var tale om en tung hovedtelefon, lidt på linje med B&W’s P7, som benytter samme materialer i stor stil. Det er dog ingenlunde tilfældet. Momentum er en decideret letvægtsmodel med sine 190 gram. Den lette opbygning til trods, virker udførelsen dog virkelig solid, og man får det indtryk at de med undtagelse af kablet kan holde meget meget lang tid.

Sennheiser Momentum iPhone remoteMomentum leveres med to udskiftelige kabler. Et med og et uden fjernbetjening til Apple iOS produkter. Kablet med fjernbetjening (og mikrofon) er rødt (til den sorte model), giver en pæn kontrast, og er med til at signalere at der ikke er tale om en plain vanilla høretelefon. I høretelefonenden er kablerne monteret med en mikrojack stik på 2,5 mm, som er så snedigt indrettet at det låses fast i høretelefonen ved at dreje det en halv omgang. Det gør at kablet sidder solidt fast, og ikke falder ud ved mindre ryk. Til gengæld er det simpelt at skifte ud, hvis der skulle opstå defekter på kabel eller stik. Et nyt kabel koster omkring 50/100 kroner afhængig af om det skal have fjernbetjening.

Sennheiser Momentum vinkelstik minijackStikket i enden som benyttes i afspilleren kan bøjes op til 90 grader i den ene retning, så der er frit valg til at benytte det som vinkelstik eller lige stik. Mekanismen virker meget solid, men selve kablet er ikke mere solidt end at man kunne frygte at det med tiden går i stykker omkring stikket. Det er dog ikke noget vi har hørt om som et generelt problem. Fjernbetjeningen er solidt og lækkert lavet, men er en lille smule tungere end man normalt vil ønske på en bærbar enhed. Endvidere er de tre knapper smeltet sammen på en måde som gøre det sværere at finde de rigtige knapper end på andre høretelefoner med fjernbetjening på kablet.

Komfort 

Med det meget strømlinede ovale design på bøjlen, henledes man naturligt til tanken, at Momentum sidder som støbt omkring hovedet. I første omgang viser det sig dog at forholde sig anderledes. Netop fordi bøjlen sidder så tæt på hovedet, er det svært at få kopperne til at trykke lige meget ind på hovedet fra top til bund. I praksis trykker hovedtelefonen lidt mere ind i toppen end den gør i bunden, hvilket giver en mindre behagelig oplevelse efter et stykke tid.

Efter at have brugt høretelefonerne et stykke tid og arbejdet med indstillingen, viser det første indtryk sig dog ikke at holde stik. Når kopperne placeres præcis i den rette position på bøjlen, og trykker blidt ind omkring ørerne, sidder Momentum modellen virkelig godt på hovedet og trykker ikke på en generende måde. Det er værd at bemærke, hvis du skal ud og prøve dem i en butik, hvor der ikke altid er tid til at justere sig ind til det perfekte fit.

Efter justeringen, sidder Momentum nærmest som støbt til hovedet, og den lave vægt gør at man kan bevæge hovedet ganske meget, uden at man får oplevelsen af at hovedtelefonerne sidder løst. Som nævnt ovenfor er toppen af bøjlen beklædt med læder af den lidt hårdere og mere slidstærke type. Det betyder at bøjlen kan hvile lidt tungere mod hovedbunden end på hovedtelefoner med en blød bøjle i skum og læder. Det er dog ikke noget stort problem i praksis, netop grundet den meget ovale form ,som følger hovedets form for de fleste brugere.

Lydkvalitet og performance

Vi behøver ikke trække  dig gennem en lang række beskrivelser før vi når til konklusionen: Sennheiser Momentum spiller rigtig godt. Faktisk er den blandt de bedste høretelefoner jeg har prøvet, som er designet til at kunne bruges på farten og kan drives af transportabelt udstyr.

Gengivelsen bærer præg af en meget høj grad af neutralitet og homogenitet. Der er ikke noget som stikker rigtig ud fra resten, hvilket ellers ofte er tilfældet med høretelefoner, da producenten har forsøgt at tune dem til en særlig brug eller musiktype. Momentum klarer sig stort set lige godt til alle typer musik.

Den holder sig dog ikke fuldstændig neutralt til det kildemateriale man smider efter den. Sammenlignet med helt neutrale høretelefoner har Momentum et lille skub i bassen, som kan gøre den en lille smule sjovere at lytte til, hvis man hører musik med spark. Det væsentligste i denne sammenhæng er dog at bassen hele tiden forbliver sprød og kontrolleret og aldrig bliver svampet eller kunstigt pumpet, som vi ser på mange konkurrenter, og den går rigtig dybt ned. Det lille nøk ekstra i bassen er sikkert lagt til for at tilfredsstille det intenderede publikum.

Skal man finde en svaghed ved gengivelsen er det at musikken måske bliver en smule for tilbagelænet og pæn, fordi det hele skal være så neutralt som muligt. Et par gange under testen fandt jeg mig selv i en situation hvor jeg beskrev musikken som “lidt fersk”, og “mindre engageret”  end de mere farvede modeller vi testede samtidig. Vokaler gengives fortrinligt på Momentum, men nogen vil måske savne den sidste dynamik i toppen, som får alting til at fremstå mere levende. Til gengæld er de super lette at drive, og de fungerede uden problemer med mobiltelefoner og tablets, så vel som dedikerede høretelefonforstærkere.

En del af den beskrevne “ferske” gengivelse var en rumfornemmelse som var lidt mindre end de fleste sammenlignelige modeller. Musikken fylder ikke helt så meget uden om ørerne, som eksempelvis på NADs HP50 med deres RoomFeel teknologi. Til gengæld gør den neutrale gengivelse at der stort set ikke er nogen steder Momentum falder igennem, og man kan således skifte musikstil løbende uden at opleve at høretelefonerne er bedre egnet til en type musik end en anden.

Konklusion

Hvis den finansielle situation tillader at bruge 2000 kroner på et par høretelefoner, og disse skal bruges hovedsagelig på farten, er Sennheiser Momentum noget nær det perfekte valg af en over-ear høretelefon. Den er lidt krævende med justering hvis man vil have den bedste komfort, og den er ikke let at pakke sammen så den intet fylder. Det er dog meget små ankepunkter imod en høretelefon som er lækkert og solidt bygget, fremstår æstetisk og trendy og simpelthen bare lyder godt.

positivt

  • God harmonisk lyd, med en smule ekstra spark i bassen
  • Lækre materialer og flot simpelt design
  • Let at drive selv fra en mobiltelefon eller en tablet
  • God lydisolering fra omgivelserne

negativt

  • Ikke optimal for folk med meget store ører
  • Ikke den absolut mest Hi-Fi korrekte gengivelse
  • Lidt besværligt at få den justeret ind til bedste komfort

Specifikationer

Impedans 18 Ω
Tilslutning til kilde Mini jackstik 3.5 mm
Frekvens respons 16 – 22000 Hz
Maksimalt lydtryk (SPL) 110 dB
THD, total harmonisk forvrængning < 0.5 %
Pres på kontaktpunkt 2,8 N
Øretilslutning Over-ear (rundt om øret)
Medfølgende kabel Udskiftelig, med og uden fjernbetjening 1.4 m og 1.2 m
Teknisk opbygning Dynamisk, lukket
Vægt 190 g

Andre test og anmeldelser af Sennheiser Momentum

Du skal ikke bare tage vores ord for gode varer når du skal vælge en ny hovedtelefon. Her linker vi derfor ud til andre anmeldelser vi har fundet på nettet, så du kan få et så komplet overblik som muligt. Kender du til andre anmeldelser er du velkommen til at lægge en kommentar nedenfor, og hvis du selv er ejer af Sennheiser Momentum, kan du skrive din egen anmeldelse nedenunder.