Test af Panasonic plasma TV TX-P50VT30 (TX-P42VT30, TX-P55VT30, TX-P65VT30)

 

BEMÆRK: Hvis du læser testen af Panasonic VT30 er du måske også interesseret i vores sammenligning med den kommende VT50 serie og vores Meta anmeldelse af Panasonic VT50.

I første test her på bloggen så vi nærmere på Samsungs LED topmodel UE46D8005. Som det fremgik af testen er der tale om en imponerende LED skærm, men det blev samtidig bemærket, at ægte videofile som hovedsageligt ser film under mere referenceagtige forhold med dæmpet belysning måske skulle se på de nye plasmamodeller fra Samsung og Panasonic. Panasonics flagskib af en 3D plasmaskærm TX-P50VT30 blev i den forbindelse specifikt nævnt som et godt bud. Da muligheden for at teste netop denne model på AV Blog bød sig til, var der derfor ingen tøven med at kaste sig over den.

Panasonics VT30 serie er det bedste Panasonic kan præstere indenfor konsumfladskærme, og er seneste generation af en lang række meget populære plasmaskærme, herunder sidste års prisvindende VT20 serie, som var Panasonics første generation af 3D kompatible NeoPlasma TV (dengang solgt under, den for almindelige brugere ikke så sigende, betegnelse NeoPDP).

Vurderet alene på specifikationer er der ikke sket de store landvindinger fra sidste års modeller, men der er sket en stor opgradering af designet, kalibreringsmulighederne og interaktiviteten, herunder netværksfeatures.

Du kan finde specifikationer, mål og feature liste på Panasonics danske hjemmeside.

 

De aktuelle priser på Panasonics NeoPlasma VT30 serie kan findes her:

 

Aktuel pris på Panasonic TX-P42VT30 hos Pricerunner

Aktuel pris på Panasonic TX-P50VT30 hos Pricerunner

Aktuel pris på Panasonic TX-P55VT30 hos Pricerunner

Aktuel pris på Panasonic TX-P65VT30 hos Pricerunner

 

Det testede TV var venligst udlånt af Panasonic Danmark.

 

Bemærk:
Måleresultater, observationer og konklusioner er baseret på den konkrete model TX-P50VT30, udlånt af Panasonic. I betydeligt omfang kan det forventes at konklusionerne ligeledes vil være repræsentative for TX-P42VT30, TX-P55VT30 og TX-P65VT30, men det er ikke ualmindeligt at der er mindre variationer mellem de forskellige størrelser indenfor en given serie. På tidspunktet for målinger havde skærmen kørt i ca. 200 timer.

I løbet af testen har TV’et været benyttet med firmware version 0.350, 1.516 og 1.703. Hvis ikke andet er anført henviser målinger og observationer til seneste offentligt tilgængelige firmware 1.703. Testresultaterne vil således afspejle de TV som findes på markedet nu. Idet der viste sig at være væsentlige forskelle på performance afhængig af den anvendte firmware, vil forskellene blive beskrevet hvor relevant. Generelt kan det anbefales løbende at opdatere sit TV, særligt hvis man har købt det i løbet af de første måneder det har været på markedet. Herefter er det normalt mindre revisioner som implementeres med opdateringerne.

Bemærk endvidere, at kun den nordiske model med betegnelsen Y til sidst (TX-P50VT30Y) har DVB-T2 tuner, som er nødvendig for at kunne se Boxers kommende HD kanaler. Den europæiske version (TX-P50VT30E) som af og til sælges som parallelimport i Danmark har en almindelig DVB-T tuner.

Design og fjernbetjening

For at sige det som det er, så har Panasonic længe været kendt for at producere prisvindende plasma-TV af høj billedmæssig kvalitet, som har designet imod sig. I takt med at konkurrenterne i de senere år er blevet bedre og bedre til at designe deres TV er Panasonic efter min opfattelse sakket længere og længere bagud. Den tradition har Panasonic lagt bag sig i 2011.

VT30 er den første fladskærm fra Panasonic som jeg ubetinget ville have stående i stuen med største fornøjelse. Det simple sorte design med one-sheet-of-glass dækkende hele fronten giver et yderst elegant og helstøbt indtryk. På VT30 har Panasonic benyttet et endnu mere effektivt filter foran panelet end tidligere, og så længe der ikke står sollys ind i rummet fremstår skærmen meget mørk, en klar styrke på designsiden. Jeg havde under testen god lejlighed til at sammenligne designet med den umiddelbare konkurrent, Samsungs PS51D8005 plasma, og overraskede mig selv ved at ende med at foretrække VT30.

Det er lykkedes at mindske tykkelsen af skærmen ned til lige over 3 cm, bortset fra bunden, som ”rager ud” med sine små 5 cm. I 50” udgaven vejer skærmen omkring 30 kilo, og står klippefast på den medfølgende bordfod, som tillader det at dreje en smule i hver retning, dog mindre end de fleste andre TV på fod.

Fjernbetjeningen adskiller sig fra den som leveres med Panasonics billigere modeller og de fleste konkurrerende mærker ved at have både tyngde og et diskret design i metal. Jeg synes selv den er blandt de absolut lækreste fjernbetjeninger som leveres med TV på markedet i år. Ved daglig brug ligger den rigtig godt i hånden, og føles solid

.

Som et absolut kuriosum har fjernbetjeningen delvist baggrundsbelyste knapper, men Panasonic har valgt at indbygge lys i de numeriske knapper og volumenkontrollen samt kanalvælgeren. Lige præcis de knapper som man selv i mørke ikke vil have nogen problemer med at finde på fjernbetjeningen er altså oplyste, mens de knapper som man har behov for lys til at finde ikke har lys :-).

Tilslutninger

Som de fleste bedre TV på markedet har TX-P50VT30 4 HDMI tilslutninger, hvoraf en ene (HDMI2) kan sende lyden til en surround receiver via ARC (Audio Return Channel, en HDMI 1.4 teknologi). Alle HDMI stik vender ude mod siden, hvilket er et betydeligt fremskridt for Panasonic, som af uransagelige årsager har holdt stædigt fast på at lade deres HDMI tilslutninger stikke ud bagpå, hvilket i den grad har besværliggjort montering fladt mod en væg.

 

 

Der er dog stadig plads til forbedring, idet afstanden fra HDMI tilslutningerne til kanten af TV’ets ramme er så kort, at det kan være problematisk at skjule tilslutningerne, særligt hvis man benytter stive HDMI kabler. Placering i siden er hensigtsmæssig, hvis man skal have adgang til stikkene efter vægmontering, men en bedre løsning havde været at have et enkelt sidevendt stik og lade resten vende nedad. Som på de fleste andre meget tynde skærme ender man også hos Panasonic med en håndfuld proprietære break-out kabler, idet der ikke er plads til de rigtige stik på selve TV’et. Det gælder eksempelvis SCART og Component tilslutninger.

Det er positivt at konstatere at Panasonic med et enkelt minijack stik giver mulighed for at trække analog lyd ud til et separat lydsystem, eller et optisk digitalt signal via standard SP/DIF. Det er mig en gåde at en unavngiven koreansk konkurrent kan finde på at sende en topmodel på markedet uden en funktionel analog lydudgang, og på dette område skuffer VT30 ikke.

Til gengæld savner jeg en analog RGB-udgang (VGA, D-sub) til at koble en PC på. De fleste nyere computere har enten HDMI eller DVI, som uden problemer kan kobles til skærmen. Det ændrer dog ikke ved at der stadig findes en masse computere som kun har analog videoudgang, og jeg synes det er ærgerligt at der ikkeer mulighed for at slutte disse til skærmen.

I takt med at moderne TV udbygges med flere og flere funktioner stiger også antallet af USB tilslutninger, og på topmodellen fra 2011 er vi nået op på 3. Den ene vil sandsynligvis være permanent optaget af en USB harddisk, hvis man ønsker at kunne optage TV programmer. Hvis man vil benytte den medfølgende USB Wi-Fi tilslutning, kræver det også at man benytter en USB port. Endelig har Panasonic været smart nok til at åbne muligheden for at de medfølgende3D briller kan oplades via USB, således at man ikke behøver tilslutte dem en PC eller tilsvarende. Der er dog også mulighed for at tilslutte USB-diske af valgfri størrelse for direkte afspilning af film og musik eller fremvisning af billeder.

 

Funktionalitet og features

Har man ejet et Pansonic TV af nyere generation vil man ikke blive overrasket over de basale funktioner og menustruktur, som hovedsageligt er en let opdateret udgave af hvad vi er vant til. Menuerne er blevet mere farverige, og noget flottere at se på. De avancerede billedindstillinger er flyttet til billedmenuen, hvilket er en klar forbedring i forhold til sidste generation. Kanalguiden er simpel og funktionel og giver mulighed for timerindstilling af optagelser direkte fra guiden.

 

 

Optagemuligheden er ligesom på sidste års topmodeller bundet til en USB harddisk, som skal opfylde visse minimumskrav for hastighed og størrelse. Harddisken bliver formateret, krypteret og bundet til det specifikke TV. Det er altså ikke umiddelbart muligt at flytte de optagede programmer til et andet medie. Da VT30 serien, ligesom alle Panasonics andre nye TV kun indeholder én TV-tuner, kan man ikke optage et program samtidig med at man ser et andet. Til gengæld er der en funktionel mulighed for at indstille TV’et til automatisk at optage den kanal man ser så snart man skifter over på den, hvilket er praktisk i daglig brug.

Panasonic har været langt mindre højtråbende end deres koreanske konkurrenter når det drejer sig om at sætte mærkaten Smart TV på deres fladskærme. Det kan heller ikke benægtes, at Panasonics netværksbaserede funktioner (omdøbt fra VieraCast til VieraConnect) i skrivende stund er et hestehoved efter koreanerne, som kan præstere webbrowsere og flere tilgængelige apps.

 

 

Når det er sagt, så er det måske værd at overveje hvor mange af de tilgængelige apps på konkurrerende TV der rent faktisk bliver brugt i praksis. Den efter min opfattelse mest efterspurgte app på fladskærme er en Youtube klient, og der følger VT30 ganske fint med.

 

 

Rent faktisk er den app jeg nogensinde har haft mest fornøjelse af på fladskærms TV af en eller anden grund unik for Panasonics TV. Det er Cinetrailer, som konstant opdateres med nye trailere for både biograffilm og film som er på vej ud på DVD og Blu-ray. Det er et yderst brugbart lille program, hvis man gerne vil holde sig ajour med nye film på vej.

 

 

Den indbyggede medieafspiller kan tage musik, billeder og film fra USB, SD-kort eller tilsluttede DLNA-kompatible enheder og afspille dem derfra. Den er simpel men ganske funktionel. Vi har tidligere haft problemer med afspilning af nogle DivX filer på G30, men det ser ud til at fungere bedre på VT30. Om det skyldes modellen, eller den opdaterede firmware skal jeg lade være usagt, men under denne test klarede VT30 afspilning af langt de fleste af de filer vi testede med. Der er mulighed for at konvertere både film og stillebilleder til 3D, og medieafspilleren har sin egen indstilling, så den kan kalibreres helt på niveau med HDMI tilslutningerne.

 

Har man en iOS kompatibel enhed, kan man hente en VIERA remote, som er simpel men noget mere funktionel i praksis end tilsvarende fra fx Samsung. Der findes i skrivende stund ikke en Android version, men mon ikke det ligger i kortene med den eksplosive vækst i mobile enheder som benytter Android.

 

Støj

Test og dokumentation af egenstøj fra en fladskærm er et prekært emne, som ofte bliver forbigået i hast. Særligt for plasmaskærme kan det være af stor værdi for potentielle købere at få et indtryk af om en given fladskærm eller projektor genererer anden lyd end det som kommer ud af højttaleren.

Desværre er det også blandt de mest problematiske parametre at udtale sig objektivt om. Første problemstilling er variationen fra skærm til skærm, selv indenfor samme serie og endog samme model. Hovedbidraget til egenstøj kommer fra køleblæsere, strømforsyning og for plasmaskærme fra selve panelet. Særligt hvad angår de to første parametre har der i praksis vist sig at være store forskelle fra skærm til skærm. En blot en enkelt af blæserne ude af spec. eller monteret en smule skævt, kan det påvirke støjniveauet markant, ligesom en spole i strømforsyningen kan støje mere eller mindre afhængig af eksterne omstændigheder.

Dertil kommer at egenstøjen, uanset hvor irriterende den kan forekomme i praksis oftest er så lav at den er meget svært at måle uden et anekkoisk rum. Selv følsomme målemikrofoner vil i et stille villakvarter samle baggrundsstøj nok op til at skærmens egenstøj drukner.

Endelig besværliggøres dokumentationen af støjgener af at der er stor forskel på hvor generende støjen er afhængig af frekvensområde og hvorvidt støjen er konstant eller svingende. Tilsvarende er der meget stor forskel på hvor generet forskellige mennesker bliver af samme støjniveau. På ovenstående baggrund skal jeg derfor nøjes med at give en subjektiv beskrivelse af støjniveauet på netop den udgave af TX-P50VT30 jeg har testet, som dog er overensstemmende med flere tilsvarende modeller jeg har stiftet bekendtskab med.

Skærmen har 4 blæsere indbygget på bagsiden af skærmen for at køle panel og strømforsyning ned. Som konsekvens af skærmens tynde profil er det nødt til at være temmelig små blæsere, og de kører så snart skærmen tændes og fortsætter til skærmen slukkes igen. Blæserne er hørbare på 3-4 meters afstand med en svag konstant susen, hvis der ikke er andre lydkilder til at maskere dem. Så snart der er lyd på TV’et overdøves blæserne og høres ikke.

Strømforsyningen (placeret øverst til højre på skærmen set forfra) summer en smule og kan høres hvis man lytter bag på skærmen. Tilsvarende har panelet en svag summen, som ændrer sig afhængig af hvor meget lys der er i billedet. Denne plasma-buzz hører til i den lave ende, og var kun hørbar når der ingen andre lydkilder var. Plasma-buzz var på denne skærm mindre end på Pioneers kuro-skærme og er slet ikke sammenlignelig med eksempelvis Samsung tidligere støjsendere.

 

Det korte af det lange er, at jeg gennem mit langvarige testforløb ikke på et eneste tidspunkt har oplevet at høre hverken blæsere, panel eller strømforsyning uden at slukke for lyden i TV’et. Medmindre man ofte har behov for at have skærmen tændt uden lyd på burde der altså ikke være risiko for støjgener.

Lydkvalitet

Lad det være sagt med det samme: Det er ganske enkelt ikke tilladt at købe en 3 centimeter tynd plasmaskærm og forvente, at lyden i praksis kan bruges til noget fornuftigt. Selv med det lidt dybere kabinet i bunden, hvor højttalerne sidder, kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre at producere noget som minder om tilfredsstillende bas.

VT30 serien er Panasonics topmodel, og for at højne den samlede oplevelse af skærmen har Panasonic gjort lidt ekstra ud af lyden ved at indbygge en 3” ”subwoofer” i TV’et. Det er ikke nødvendigt at være udstyret med gyldne øre for med sund fornuft at regne ud at der selv ikke med en ekstra højttalerenhed indbygget ikke kan flyttes meget luft i et 3 cm. dybt kabinet hvor der også skal være plads til et plasmapanel.

Der er altså snarere tale om en woofer end en subwoofer. Når det er sagt, så skal der bestemt tilflyde Panasonic lidt gaderespekt for i det mindste at gøre noget ved problemet med tynd lyd i fladskærme. Det er stort set kun B&O samt Loewe som gør det bedre.

I praksis er lyden i TX-P50VT30 ubetinget det bedste Panasonic kan præstere indbygget i en skærm i 2011, og der er både hørbar og målbar forskel i forhold til de mindre serier, og de fleste konkurrerende mærker med tilsvarende tynde TV. Som det fremgår af frekvenskurven, kommer der rent faktisk en smule bas ud af de nedadvendte højttalere og ”subwooferen”. I praksis er det dog hørbart at wooferen er en smule presset når man skruer godt op og spiller indhold med meget bas.

Det er muligt at tilpasse lyden med forskellige foruddefinerede indstillinger eller en brugerindstilling med equalizer, men det forekom ikke at nogen af alternativer var bedre end udgangspunktet, så jeg beholdt den på standardindstillingen musik.

Nedenfor gengives den målte frekvensgang for Panasonic TX-P50VT30. Som forventet fra en skærm med nedadvendte enheder ruller diskanten hastigt af fra omkring 9.000 Hz. Sammenlignet med andre fladskærme er der noget mere liv i bassen, som rent faktisk går under 100 Hz. Frekvensgangen efter omstændighederne ganske jævn, hvilket ganske givet er medvirkende til den klare gengivelse, som eksempelvis adskiller sig positivt fra Panasonics G30 serie.

 

 

Lyden er således udmærket til daglig brug, og under den netop overståede valgkamp lød stemmerne ikke mere skingre og hule end politikere plejer at gøre. Nyhederne og Deadline tabte ikke meget ”artistic intent” ved at benytte de indbyggede højttalere, men til velproduceret TV og film er det en absolut nødvendighed at koble et bedre lydanlæg på.

Når talen falder på lydsystemer tilknyttet fladskærme, er der relevant at forholde sig til problemer med synkronisering af lyden. På de fleste skærme vil der afhængig af kildemateriale forekomme en grad af forsinkelse af billedet, som skal gennem en del tidskrævende signalbehandling, mens lyden ikke tilføres nogen væsentlig forsinkelse. Dette kompenseres der i de fleste skærme for ved at forsinke lyden i størrelsesordenen 30-100 ms. Det er dog oftest en fast forsinkelse som ikke kan justeres (eller i bedste fald kan justeres i servicemenuen). På samme måde som på de bedste Samsung skærme har Panasonic implementeret en brugerjusterbar forsinkelsesfunktion på den digitale lydudgang og ARC via HDMI. Det er altså muligt selv at styre forsinkelsen af lyden i skridt på 10 ms., hvilket kan være en stor fordel hvis man skal tilslutte en ekstern lydenhed. Nu kan vi så bare ønske os at en tilsvarende forsinkelsesmulighed bliver indbygget på den analoge udgang på VT40 til næste år, så er der high-five til Panasonic.

Strømforbrug

For hver eneste generation af fladskærme bliver strømforbruget formindsket i ganske betydeligt omfang. Fladskærmene bliver større og større, mens strømforbruget forbliver det samme eller formindskes. Særligt indenfor LCD skærme er strømforbruget reduceret signifikant med introduktionen af bagbelysning med lysdioder (LED). Plasmateknologien følger også med i reduktionen af strømforbruget, om end i noget lavere tempo.

Strømforbruget for en given fladskærm vil i sagens natur være en sum af de forskellige bestanddele som udgør skærmen, herunder panel og eventuel bagbelysning, signalbehandling, lydsystem, eksterne enheder tilsluttet etc. På plasmaskærme er selve panelet den ubetinget største strømsluger, idet hver eneste lille subpixel som skal lyse kræver at der sættes strøm på den. Jo mere hver enkelt pixel skal lyse og jo flere pixels der tændes, jo mere strøm bruger skærmen.

TX-P50VT30 kommer langt under 100 watt i strømforbrug hvis man viser en sort skærm med slukkede pixels, men trækker op imod 400 watt, hvis man ser ishockey eller skiløb. Det medfører i sagens natur, at det er enormt vigtigt at have en fast standard for hvordan man måler strømforbruget, da resultatet vil svinge vildt afhængigt af kildematerialet. Det vi er interesseret i er naturligvis på bedst mulig vis at repræsentere det strømforbrug en gennemsnitlig forbruger vil opleve.

Flere steder benyttes en grå skærm med 50 % hvid til at approksimere et gennemsnitligt TV signal, hvilket er ok så længe man kun læser tests fra samme sted, men ikke nødvendigvis afspejler virkelighedens forbrug. Efter min opfattelse er den eneste ”rigtige” måde at måle strømforbruget på standardiseret vis at benytte IEC 62087 Edition 3.0, som både beskriver fremgangsmåden, og inkluderer et 10 minutters testklip, så alle har samme udgangspunkt for målingerne. Jeg har dog endnu ikke fundet anledning til at spendere kr. 1500 alene på lidt BRD/DVD testmateriale, selv ikke om det er udgivet af IEC.

Heldigvis har Joe Kane Productions udgivet den klassiske Blu-ray Digital Video Essentials (DVE) som indeholder en fremragende montage af videomateriale som er repræsentativt for et gennemsnitligt TV program. Det er denne montage som her er benyttet til at måle strømforbruget, og som vil blive benyttet ved fremtidige tests.

Tilstand	Strømforbrug (effekt)
Standby	0,25 watt
Standard indstilling	159 watt
THX indstilling	215 watt
Professionel1 kalibreret indstilling	198 watt

 

Det vil fremgå, at standardindstillingen meget atypisk trækker mindre effekt end den kalibrerede indstilling og THX indstilling. Det afspejler sig også i at standardindstillingen giver et langt mere dæmpet billede end de øvrige indstillinger. Idet plasmaskærme i forvejen kan være udfordret på maksimalt lysoutput kan det virke paradoksalt at man har valgt en standardindstilling som sænker intensiteten yderligere. Mit bedste bud på en forklaring er ganske enkelt at der er så meget fokus på lavt strømforbrug, at Panasonic har fundet det nødvendigt at lukke ned for lyset for at få et lavt strømforbrug at markedsføre sine skærme på. Fred være med det, så længe alle der er interesseret i billedkvalitet med det samme kan slå over på THX indstillingen.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i standard indstilling (Out of Box)

Ved første ibrugtagning af TX-P50VT30 får man sædvanen tro mulighed for at vælge mellem butiksbrug og hjemmebrug. Valg af hjemmebrug resulterer i at TV’et starter i [Normal] indstillingen. Det er muligt at denne indstilling er ”normal” efter Panasonics opfattelse, men gengivelsen er unormalt dæmpet med et maksimalt lysoutput på 53 Cd/m2, og alle billedparametre er et godt stykke fra gældende standarder. Det kan kun anbefales hurtigst muligt at få TV’et ud af [Normal] indstillingen.

Den skræmmende realitet er, at langt størstedelen af alle som køber denne prestigemodel af en plasmaskærm bruger den i standardindstillingen, og således bliver snydt for halvdelen af den maksimale lysstyrke, idet den normale fornuftigt tænkende forbruger naturligvis går ud fra at fjernsynet er indstillet bedst muligt når man køber det. På den baggrund er Out-of-Box billedkvaliteten på mange måder den standard som skærmen skal måles efter for den almene bruger.

 

 

Som det forventes er standardindstillingen ikke i nærheden af at overholde nogen gældende standarder for farvegengivelse. Af primærfarverne er grøn voldsomt overmættet, men med korrekt intensitet. Præcis modsat er rød og blå ret flot placeret på en korrekt mætning, men er alt for opskruede i intensitet (op mod 75 % for meget).

Det er klassisk for en standardindstilling, at man skruer op for intensiteten af den røde farve, for at kompensere for at hvidbalancen indeholder alt for meget blå (se nedenfor). På den måde kan man beholde en fejlagtigt blå hvidbalance og stadig få hudfarver til at se nogenlunde raske ud. Det giver dog bivirkninger alle mulige andre steder i billedgengivelsen. Som det fremgår gengives sekundærfarverne (cyan, magenta og gul) også forkert, hovedsageligt grundet den overmættede grønne og den skæve hvidbalance.

 

 

Hvidbalancen er skævvredet i retning af det blå, og omsat til korreleret farvetemperatur ligger vi over 8.000 Kelvin. Konsekvensen er at alt i billedet som burde fremstå som en neutral hvid er tonet synligt i blå retning. Det skal dog bemærkes, at der for en standardindstilling at være, er tale om en relativt begrænset skævhed. På den positive side skal det ligeledes bemærkes, at hvidbalancen er yderst lineær, hvilket giver en homogen (om end forkert) gengivelse af gråtonerne.

 

 

En lav gamma har altid været et kendetegn for Panasonics plasma-TV. Traditionelt ligger selv de gode skærme i standardindstillingerne med en alt for lav gamma, som gør skyggedetaljer meget synlige, men udvasker billedet, fordi en stor del af de mørke områder bliver lysere end de skal være. Som det fremgår, er gamma i [Normal] indstillingen gennemsnitligt på lige under 1,3 – hvor vi i et normalt oplyst lokale vil arbejde efter at nærme os 2,2. En så lav gamma er yderst uhensigtsmæssig til hjemmebrug, og selv i en butiksopstilling vil det resultere i at billedet vil se kontrastfattig ud.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i optimal indstilling

De mest interessante målinger af skærmen performance er efter min opfattelse dem som måles i den optimale standardindstilling. Realistisk set er det en statistisk insignifikant del af de solgte fladskærme, som bliver kalibreret til referencegengivelse, og en skærm bør derfor som udgangspunkt måles på hvor god en gengivelse den kan levere direkte ud af kassen, blot ved at få de mest basale indstillinger på plads.

Idet Panasonics plasmaskærme i år alle kommer med en THX-certificeret indstilling er udgangspunktet, at denne indstilling er det tætteste man kan komme på korrekt gengivelse. I praksis viser det sig dog at THX og Professionel indstillingerne kæmper ligeligt om at være den bedste standardindstilling på VT30. På det testede eksemplar havde THX-indstillingen højere lysoutput og en minimalt bedre farvegengivelse, mens Professionel indstillingen have en lidt bedre hvidbalance og mere lineær gamma. Samlet set kan begge indstillinger bruges som fornuftig standard, men jeg har valgt at vurdere THX-indstillingen, idet den må forventes at være den mest benyttede af de to.

 

 

I THX indstilling er primærfarverne langt tættere på reference, uden dog at imponere helt. Rød er en smule skæv i retning af det orange, og grøn er stadig lidt overmættet. Sekundærfarverne er også lidt mere skæve end forventet, og særligt kan det undre, at sekundærfarverne ser ud til at være flyttet i modsat retning af hvad man ville forvente ud fra det målte hvidpunkt.

Farvedekodningen (ikke korrigeret for primærfarvernes placering) viser en for høj intensitet af rød og blå, mens intensiteten af grøn er skruet ned, en problemstilling som ikke kan løses gennem justering af skærmens farve indstilling. Skævvridningen er sandsynligvis et bevidst valg for at korrigere for den overmættede grønne primærfarve. Alt i alt er farvegengivelsen fair i forhold til hvad man ellers finder på markedet, men lever ikke helt op til hvad der kunne ønskes af en THX-indstilling.

 

 

Hvidbalancen er flot for en standardindstilling, og har blot en smule grønstik i det meste af forløbet, på et niveau som vil være usynligt for del fleste. Generelt ser vi ofte en smule grønstik i THX-mode på Panasonic skærme, men det bliver normalt mindre og mindre jo højere op i seriens kvalitet vi kommer.

 

 

Gamma er i den lidt lave ende, svingende mellem 2 og 2,2 i et relativt lineært forløb. Er man bekendt med Panasonic plasmaskærme vil man vide, at de er kendt for typisk at have en lav gamma  i ukalibreret stand. Samlet set ligger gamma på 2,1, hvilket kan give et let udvasket billede i et mørkt rum, idet billedets mørke dele bliver en smule lysere end de burde være, og skyggedetaljer fremtræder lidt for tydeligt. Til brug i dagslys kan en lidt lav gamma dog være en fordel og her passer VT30 faktisk ret godt ind. Under alle omstændigheder er 2,1 med den viste gammakurve langt bedre end hvad vi har været vant til fra Panasonics plasmaskærme, og ligeledes bedre end hvad de fleste konkurrenter lægger for dagen..

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i kalibreret tilstand

Panasonic har i 2011 taget en række store skridt mod bedre kalibreringsmuligheder. VT30 har udover den klassiske 2-punkt hvidbalancejustering mulighed for at kalibrere hvidbalancen i 10 separate punkter, hvilket tillader en meget finmasket kontrol af hvidbalancen.

Traditionelt benyttes 10-punkts hvidbalancekontrol også til at kalibrere sig til en ønsket gamma ved samlet at justere både rød, grøn og blå op eller ned. Panasonic har dog i VT30 også inkluderet en separat gamma-kalibrering, som virker ved siden af hvidbalanceindstillingerne. Endvidere er der inkluderet et fuldt CMS (Color Management System) med 18-punkt justering. Samlet set har VT30 altså så gode kalibreringsmuligheder som man kan ønske sig af en fladskærm i 2011, hvilket er et stort fremskridt for Panasonic.

Kalibreringsfunktionerne er simple at gå til og minder om de som findes i andre af markedets bedste skærme, om end CMS her opererer i SHL (Saturation, Hue, Luminance), anderledes end eksempelvis Samsung. CMS kontrollerne gav ikke væsentlige problemer med interaktion imellem de enkelte farver.

 

 

I THX indstillingen er det stort set ikke muligt at kalibrere på noget som helst, hvilket kan være en smule irriterende, men er fint i tråd med at hensigten har været at det skulle være en korrekt standardindstilling, som man ikke selv skal rode med.

Til gengæld er der frit slag i indstillingerne Professionel1 og Professionel2, som ligeledes kan benyttes til at kalibrere ISF-Day og ISF-Night der herefter kan låses med password, hvis man har kreative pilfingre i familien. Det lykkedes at rette betydeligt op på farvegengivelsen som ender nær referenceniveau, om end den røde primærfarve aldrig kom helt på plads på det testede eksemplar. Visuelt var farvegengivelsen virkelig flot, og der synes ikke at være introduceret banding eller linearitetsfejl (se nedenfor) ved brug af CMS.

 

 

For hvidbalancen er historien lidt anderledes. Med almindelig 2-punkt kalibrering kan hvidbalancen bringes til et fornuftigt niveau, men først ved at ibrugtage 10-punkt justeringen bringes hvidbalancen indenfor referenceniveau. Det er væsentligt at være opmærksom på at selv den lille menubjælke som stadig er synlig under kalibreringen påvirker billedet, og at man således med fordel kan tilgå kalibreringsmenuerne via netværk (se mere nedenfor om autokalibrering), så man undgå menubjælkens påvirkning.

Ved kalibrering af hvidbalancen i 10 punkter er det endvidere meget vigtigt konsekvent at holde måleresultaterne op imod testbilleder med flydende overgange, idet for kraftige justeringer kan have en tendens til at resultere i banding og små farveforskydninger. Dette kan tyde på at den interne præcision i hvidbalancekontrollerne ikke er helt høj nok. Slutresultatet måler og fremstår virkelig flot, men er ikke helt så fri fra banding og små forskydninger som Samsungs bedste TV.

 

 

De to [Professionel] indstillinger rummer en række forskellige foruddefinerede gammaindstillinger, som dog måler anderledes end de er navngivet. Indstillingen [2.4] gav gammaresultater tættest på 2.2, og anbefales hvis man skal vælge en standardindstilling til brug i dæmpet belysning. Standardindstillingerne kan herefter kalibreres endnu mere præcist ind ved enten at benytte hvidbalanceindstillingerne i 10 punkter (ved at justere både rød grøn og blå op eller ned samtidig), eller den særlige 10-punkt gammajustering. De ovenfor nævnte problemer med banding og ujævn hvidbalance synes dog at blive forværret når gammajusteringen benyttes sammen med hvidbalancejusteringen, så det anbefales at være meget varsom med at benytte begge justeringsmuligheder samtidig i for høj grad. Ved forsigtig tilpasning af det fornuftige udgangspunkt i [2.4] indstillingen ender resultatet dog med at se rigtig fornuftigt ud.

Automatisk kalibrering med CalMAN fra Spectracal

En spændende og helt nyskabende funktion i Panasonics 2011 plasmaskærme er muligheden for at forbinde dem til en PC med den rette software, og herefter lade denne software foretage en automatisk kalibrering af skærmen, efter nogle retningslinjer man selv fastlægger. Indtil videre er det kun CalMAN fra det amerikanske firma Spectracal, som kan benyttes til autokalibrering af Panasonic skærme. Alternativt man har mulighed for at tilgå menuerne via netværk og manuelt kalibrere skærmen ved hjælp af programmet ControlCAL.

Proceduren er ganske simpel: Man forbinder sin VT30 til en PC med CalMAN gennem det almindelige netværk, og aflæser skærmens tildelte IP-adresse. Man sætter herefter skærmen til at afvente forbindelse, og beder CalMAN om at forbinde til den pågældende IP-adresse på netværket. Herefter skifter skærmen selv til ISF-day og er klar til kalibrering. Det er selvsagt nødvendigt at fortælle CalMAN hvilken standard man ønsker at kalibrere til, og hvor tæt på denne standard man ønsker at nå, før kalibreringen afsluttes. Endvidere skal CalMAN kunne styre visningen af de testbilleder på skærmen som der skal måles på. Til dette formål kan man benytte Spectracals egen PC-baserede testgenerator, eller en ekstern signalgenerator.

Jeg bad om at få kalibreret hvidbalancen til D65 og gamma til 2,2 med en tolerance på 1,5 dE76 for hvidbalancen. Herefter påbegynder CalMAN en iterativ proces, hvor der skiftevis måles på et testbillede, og justeres på skærmens indstillinger hvorefter der måles igen. Processen starter ved 100 % hvid, og arbejder sig ned gennem 90 %, 80 % og så fremdeles. Når hele processen er tilendebragt kan man for en god ordens skyld gentage forløbet for at sikre at de senest foretagne ændringer ikke har haft afledte konsekvenser på de første målinger. Hele processen tager ca. 5 minutter, og resultatet (sakset fra en kalibreringsrapport, jeg fik ikke gemt data) ser således ud:

 

 

Det er ganske flot at se på, særligt når man gennem flere år har måttet bruge timer på at kæmpe med forskellige skærme og projektorers hvidbalance uden altid at nå så pænt et resultat 🙂
Som det oftest er tilfældet, så vokser træerne dog ikke ind i himlen. For det første er det (så vidt jeg er orienteret) endnu ikke lykkedes Spectracal at få automatisk kalibrering af CMS til at virke efter hensigten. For det andet ser det ud som om der har været problemer med at få funktionen til at virke en del steder. Hverken hdtvtest.co.uk eller avforums.co.uk har fået autokalibrering af Panasonic til at virke i deres tests, hvilket kunne tyde på at funktionen ikke er helt stabil. Endelig benytter autokalibreringsfunktionen sig af den indbyggede gammajustering og kan flytte betydeligt på hvidbalanceværdierne, og kan derfor risikere at introducere fejl i billedet på trods af at den måler perfekt.

På den baggrund kan jeg på nuværende tidspunkt ikke med god samvittighed anbefale at benytte autokalibreringsfunktionen på VT30 uden at foretage et meget grundigt manuelt check efterfølgende. Det er dog en yderst lovende funktion, som har betydeligt potentiale for lettere og billigere kalibrering i fremtiden. Toshiba er i øvrigt på banen med autokalibrering indbygget i en række af deres nye skærm – en funktion som ikke kræver ekstern software.

3D billedkvalitet

Måling af gråskala og farvegengivelse i 3D, fordrer at alle målinger foretages igennem aktiverede 3D briller, for at simulere hvad øjet vil se i en reel brugssituation. Dette er i sig selv ikke overdrevet problematisk (om end temmelig omstændeligt). For 3D briller som aktiveres ved hjælp af infrarøde signaler sendt fra skærmen kræver det at man placerer sit måleinstrument et stykke fra skærmen for at kunne få brillerne langt nok væk til at synkronisere med skærmens IR signal. Dette kræver til gengæld fuldstændig mørke for ikke at kontaminere skærmens billede med refleksioner og lys fra rummet. Jeg har foretaget en lang række af disse målinger og generelt er de repeterbare og fremstår pålidelige. Jeg har dog valgt ikke at vedlægge dem her, idet jeg trods alt ikke føler mig tilstrækkeligt sikker på at de ikke kan være påvirket af eksterne faktorer, hvilket ville være uhensigtsmæssigt.

Konklusionen var at hvidbalance og gamma i THX-mode er lidt mindre korrekt end i 2D, på trods af at skærmen er THX certificeret til 3D. Det er dog stadig den mest korrekte hvidbalance og gamma jeg har set og målt på et 3D TV til dato. I tillæg hertil er det muligt at kalibrere [Professionel] indstillingerne på fuldstændig samme måde som i 2D med 10-punkt hvidbalance og fuldt CMS, som er specifik for 3D. Det er et væsentligt skrift foran Samsung, som kun tillader hvidbalance justering i 2 punkter og hvor farvegengivelsen ikke kan justeres separat for 3D, og derfor reelt er irrelevant at kalibrere i 3D. Resultatet er at Panasonics VT30 kan levere det ubetinget mest korrekte billede i 3D jeg har set i en konsumskærm.

Hvad angår crosstalk og ghosting, så er det også i dette tilfælde hovedsageligt et problem som fødes i brillerne og disses synkronisering med skærmen. Jeg målte omkring 2 % crosstalk mellem de to øjne, forstået på den måde, at når højre øje bør se en helt sort skærm, slipper der 2 % af lysstyrken fra det venstre øje igennem, hvilket kan opleves som ghosting afhængig af kildematerialet. Der er dog tale om meget begrænset crosstalk, og det laveste jeg har målt indtil videre. I praksis oplevede jeg det laveste niveau af ghosting som jeg har set på en fladskærm med aktiv teknologi, i hvert fald blandt de skærme jeg har lavet kontrolleret test på.

 

 

De medfølgende 3D briller (2 stk.) er blevet lukket i siderne, og allerede det er en væsentlig forbedring i forhold til sidste år smodeller. Det betyder at man i langt mindre grad generes af flimmer fra sit perifere syn, og få langt færre reflektion fra indersiden af brillerne. Brillerne er opladelige via USB (smart tiltag) og er forsynet med en manuel kontakt for at ænde og slukke. Det er et valg jeg til enhver tid vil foretrække sammenlignet med fx. Samsungs trykknap, som gør det sværre at vide om brillen er tændt eller ej. Til gengæld er brilleglassene lidt for små i forhold til hvad jeg ville foretrække, og de synkroniserer med TV’et via indrarødt lys, hvilket er mindre robust end at benytte bluetooth.

Lysafvisning, refleksion og sortniveau (MLL)

Ved vurdering af en given fladskærm lægges der ofte meget vægt på hvor mørkt skærmen kan gengive et sort signal. I udgangspunktet kan det virke som en meget simpel og let målbar parameter – hvor meget lys udsendes når man viser en sort skærm – men virkeligheden er mere kompleks. Der er mange faktorer som påvirker hvor sort billedet fra en fladskærm opfattes fra den position skærmen betragtes. Skærmens kvaliteter kan i den sammenhæng ikke vurderes uden samtidig at indregne de omgivelser den skal benyttes i.

Der er i bund og grund tale om 3 separate relevante faktorer som har stor indflydelse på den oplevede billedkvalitet.

Lysafvisning er skærmens evne til at forblive så sort som muligt under tilstedeværelsen af udefrakommende lys. Særligt fladskærme med front af glas har traditionelt lidt under interne refleksioner, som har gjort at skærmen, selv uden at være tændt og vise et signal, er forekommet nærmere grå end sort. Med tiden er producenterne blevet meget bedre til at tilføje et filter på ydersiden af glasskærme, som holder udefra kommende lys væk. Evnen til at afvise udefrakommende lys er særligt vigtig ved brug i dagslys, men mister fuldstændig relevans i takt med at omgivelserne bliver mørkere.

Refleksioner fra skærmen er en uundgåelig del af enhver fladskærm. Der bliver ofte fremfør argumenter for at matte skærme er at foretrække, og at det er en ulempe at plasmaskærme har glasfront, samt at de fleste nye LCD skærme har en helt blank overflade. Det er dog vigtigt at holde for øje, at det i de fleste tilfælde er typen af refleksion som ændrer sig, ikke mængden af reflekteret lys. En helt blank skærm fungerer stort set som et spejl, hvor indfaldsvinklen af reflekteret lys er lig udfaldsvinklen. Med dette faktum i baghovedet, kan man undgå refleksioner ved ikke at have lyskilder direkte foran skærmen. Kommer der lys fra et vindue ved siden af skærmen vil dette som oftest ikke genere, da lyset ikke reflekteres ud mod betragteren.

En mat skærm derimod reflekterer lyset diffust i alle retninger (teknisk set lambertian), så man ikke lægger så meget mærke til den enkelte refleksion, men hele billedet sløres til gengæld. En konsekvens af den matte skærm er altså at lysindfald fra siden også reflekteres ind mod den som ser på skærmen.

Hovedgrupper af refleksionstyper er skitseret nedenfor (med tak til Edward F. Kelley fra NIST). Som det fremgår er spejleffekten fra blanke skærme det som er betegnet specular reflection.

 

Som det gjaldt for afvisning af lys, vil også typen og mængden af refleksion fra skærmen få mindre betydning i takt med at omgivelserne bliver mørkere. I sagens natur er refleksioner kun relevante når der er lys at reflektere, og i et helt mørkt rum vil der ikke være væsentlig forskel på billedet uanset om det er mat eller blankt.

Sortniveau er blandt de mest efterspurgte målbare data på de fleste entusiastskærme fordi det har en enorm indflydelse på kontrasten og den opfattede dybde i billedet, under de rigtige omstændigheder. Når man taler om kontrasten for en moderne fladskærm er realiteten at kontrast i praksis hovedsageligt vil være begrænset af sortniveauet. Der findes snart sagt ikke en LCD-skærm som har problemer med at vise tilstrækkeligt lys, og opgaven er nærmere at få lukket ned for bagbelysningen. Selv indenfor plasmaskærme kan de fleste levere tilstrækkeligt lys til at det ikke er voldsomt begrænsende for den samlede kontrastoplevelse.

Måling af sortniveau bliver dog hurtigt en lidt mere kompleks størrelse, idet de fleste plasmaskærme har forskelligt sortniveau afhængig af om de viser TV, DVD eller Blu-ray (eksempelvis 50, 60 eller 24 Hz inputsignal). Tilsvarende gælder at sortniveauet for LCD skærme ofte påvirkes af dynamisk baggrundsbelysning og at en måling på LCD-skærme kun er relevant hvis skærmen betragtes helt vinkelret på.

Endvidere er sortniveauet en teoretisk størrelse som i praksis er nærmest 100 % afhængig af de omgivelser du benytter skærmen i. Et perfekt lavt sortniveau er helt ligegyldigt i en almindelig dagligstue med flere lamper tændt, og endnu mere ved brug i dagslys. Det drejer sig altså blot om at have et sortniveau som er lavt nok til at virke helt sort i dine omgivelser. Dette er baggrunden for at man basalt set aldrig kan vurdere det reelle sortniveau i en butiksopstilling eller ved messedemonstrationer.

Når det drejer sig om at afvise udefrakommende lys i rummet har Panasonic bestemt draget god nytte af den know-how de overtog da Pioneer ophørte med at producere plasmaskærme. De sidste par år har de taget store spring i kvaliteten af det filter de lægger på deres bedste plasmaskærme. For VT30 serien kalder de det High Contrast Filter Pro, for at adskille det fra de billigere modeller som har et mindre effektivt filter. I praksis viste TX-P50VT30 sig at være yderst effektiv til at undertrykke eksterne lyskilders refleksion i billedet, endda lidt bedre end dette års GT30 modeller fra Panasonic.

Filtrets effektivitet er på højde med hvad vi er vant til fra Pioneers 9G Kuro-skærme, hvilket også er medvirkende til at skærmen fremstår væsentligt mørkere (og pænere) i dagslys. På samme måde som Pioneer skærmene er filtret mest effektivt i vertikal retning og undertrykker derved lofthængte lyskilder mere end lysindfald fra siden. Af samme årsag kan det ikke anbefales at montere skærmen for højt på en væg, eller betragte den siddende på gulvet (hvilket nok er mest relevant hvis man er i aldersgruppen som ser Teletubbies eller Ben10).

Det effektive filter til trods, er der dog stadig tale om en skærm bestående af glas, hvilket resulterer i at lyse objekter kan spejle sig i skærmen, særligt ved mørke scener. Der er dog meget langt til tidligere års ufiltrerede glasskærme, som reflekterede alt som var foran dem.

Skærmens sortniveau er målt således:

Målemetode / input	24 Hz / 50 Hz	60 Hz
Helt sort skærm	0,021 – 0,022 Cd/m2	0,027 Cd/m2
Blot en enkelt pixel tændt på skærmen	0,021 – 0,022 Cd/m2	0,027 Cd/m2
ANSI skakbræt	0,021 – 0,022 Cd/m2	0,027 Cd/m2

 

Som det fremgår, er der forskel på sortniveauet afhængig af hvilken opdateringsfrekvens skærmen benytter. Modsat Samsungs plasmaskærme, er vi dog i den lykkelige situation, at sortniveauet er bedst ved et almindeligt 50 Hz TV signal og 24 Hz Blu-ray. Under normale omstændigheder vil der sjældent være nogen grund til at drive skærmen ved 60 Hz ved filmmateriale. Sortniveauet er i øvrigt upåvirket af at halvdelen af skærmen oplyses af et skakbræt, og holder niveauet konstant.

Sortniveauet er absolut blandt de bedste man møder i fladskærme i dag, og slår Samsungs konkurrerende model PS51D8005 med nærmest en faktor to. Af uransagelige årsager har jeg ved tidligere lejligheder kunnet måle Panasonics væsentligt billigere G30 til at have et lavere sortniveau, men 0,022 Cd/m2 er under alle omstændigheder rigtig flot. Skal man have en højkvalitetsskærm med lavere sortniveau (fraregnet LCD med local dimming) er der stort set kun 3 år gamle Pioneer skærme eller Samsungs helt store 63”/64” plasma at vælge som alternativer. Med blot en enkelt standerlampe eller to i rummet, vil sort på VT30 fremstå helt sort.

Floating blacks

Panasonics plasmaskærme har tidligere været plaget af en problemstilling som betegnes floating blacks, som kendetegnes ved at sortniveauet ændrer sig afhængig af hvor meget lys der generelt vises på skærmen. Dette kan virke ganske distraherende, eksempelvis hvis de sort bjælker på en cinemascope film står og ”blinker” afhængigt af hvad der vises på skærmen.

Jeg tester derfor altid Panasonics skærme ved at afspille et varierende testklip med lyse og mørke scener, mens jeg hvert sekund måler sortniveauet af de over- og underliggende sorte bjælker. Som det fremgår af nedenstående graf, er der ikke skyggen af floating blacks på VT30. Det samme gør sig gældende på de andre Panasonic 2011 modeller jeg har set i år – et stort (og absolut nødvendigt) skridt frem.

 

 

Maksimal lysstyrke og begrænsning afhængig af signal (ABL og APL).

Den maksimale lysstyrke som et plasmapanel udsender, afhænger af en række faktorer, herunder hvor stor en del af skærmen der er oplyst, signalniveauet (er det en farve eller hvid, og er det mørkt eller lyst). For VT30 afhænger det også i væsentlig grad af hvilken billedindstilling man benytter. Målt på et vindue som fylder ca. 15 % af skærmen med 100 % hvid giver de tre testede standardindstillinger følgende lysoutput:

Indstilling	Målt luminans (kontrast indstillet til default)
Normal	53 Cd/m2
THX	115 Cd/m2
Professionel1	100 Cd/m2

Hvad der kan være mere interessant er hvordan det maksimale lysoutput påvirkes af hvor meget man samlet belaster panelet, idet der på alle plasma-TV er indbygget et ABL-system (Automatic Brightness Limiter), som begrænser hvor meget de enkelte pixels kan udsende aflys, afhængig af hvor mange af dem der er i brug samtidig. Typisk skrues der væsentligt ned for lysstyrken hvis hele skærmen viser et 100 % hvidt signal, idet der ellers ville blive lagt et for stort pres på strømforsyningen.

Det interessante ved netop VT30 er at det er blandt de første skærme jeg er stødt på, som kan holde lysstyrken stort set konstant helt op til 80 % af skærmen dækket af hvid, og herefter kun skruer langsomt ned. Nedenstående diagram viser den målte lysstyrke som funktion af hvor stor en del af skærmen der dækkes af 100% hvid. Som det fremgår holder VT30 lysstyrken omkring 90 Cd/m2 helt op til 80 %, hvilket er nærmest uhørt for plasmaskærme, og er medvirkende til en god konstant gengivelse af hvid uanset kildematerialet, og i øvrigt er en stor lettelse ved kalibrering. Målingen er foretaget i [Professionel1], og er ikke repræsentativ for andre indstillinger.

 

 

Light bleed, clouding og paneluniformitet

Idet plasmateknologien ikke benytter sig af bagbelysning er light bleed og clouding ikke problemer som opstår på plasmaskærme. Der er dog set enkelte eksempler på plasmaskærme som har haft andre mindre problemer med ensartetheden af panelets lysoutput. Som det dog stort set altid gør sig gældende for plasmaskærme, så er paneluniformiteten på VT30 ikke til at sætte en finger på. Både ved mørke og lyse billeder fremstår skærmen helt ensartet i lysstyrke, og målinger forskellige steder på skærmen bekræfter dette. Den ensartede lysstyrke er medvirkende til at det flotte sortniveau fremstår endnu mørkere end tallene ovenfor kan indikere.

Grønne plamager

På flere udenlandske fora bliver der diskuteret et uniformitetsproblem i form af svagt synlige ”grønne plamager” (green blobs) på flere af Panasonics 2011 modeller. Det lykkedes mig at finde den rette kombination af ensartet baggrund og lysstyrke som synliggjorde hvad der tales om.

 

 

På billedet fremstår de grønne områder mere tydeligt end de gør i virkeligheden, og de er stort set ikke synlige når der kommer mere lys i billedet. Min umiddelbare vurdering var at der er tale om en art af retention, men efter at have checket en fabriksny model, ser det ud til at være uafhængigt af hvor lang tid skærmen har kørt. Med det forbehold at problemet kan være mere udtalt på enkelte modeller end dem jeg har testet på, vil jeg betragte det som et non-issue i praksis, og jeg bemærkede det ikke på noget tidspunkt med andet end velvalgte statiske testbilleder.

[Edit: Ifølge de informationer jeg har kunnet indsamle siden publicering, er der ved magenta eller grønne “plamager” tale om restfosfor fra produktionen, som brænder væk i løbet af de først par hundrede timer. Det passer udmærket med at jeg ikke er stødt på ældre TV som udviser fænomenet i nogen nævneværdig grad].

Line bleed

Line bleed er et artefakt som skyldes den måde plasmapaneler adresserer de enkelte pixels på. Den fremkommer typisk når der er store horisontale områder af skærmen som indeholder samme farve pludselig erstattes af en anden farve. Fejlen manifesterer sig som en forlængelse af det horisontale område som en fejlfarvning af naboområdet. Da line bleed lettest ses ved statiske horisontale linjer er det et problem der er mest udtalt når man ser skærmmenuer eller lignende, men det kan eksempelvis også dukke op ved horisontale reb i en boksering.

 

 

Line bleed forekommer i forskelligt omfang i stort set alle plasmaskærme, og det er nærmest altid muligt at fremprovokere det med en statisk menu eller et testbillede, som ovenfor (se til højre for den sorte bjælke i midten). I praksis har det ingen indflydelse på billeder i bevægelse, medmindre det findes i en så udpræget grad, som ikke er set i de seneste års modeller fra Panasonic.

Image Retention og burn-in

Image retention og burn-in er to helt forskellige problemstillinger, som ofte ses diskuteret i forbindelse med plasma-TV, og som er omgærdet af mange myter.

Burn-in er ubetinget det værste af de to problemer, men også det som er absolut mindst sandsynligt at man kommer ud for. Ethvert Plasma-TV genererer sit billede ved at sætte strøm til den enkelte subpixel som indeholder ædelgas og en smule kviksølv. Herved opstår ultraviolet ”lys”, som får enten rød, grøn eller blå fosfor på ydersiden af den enkelte subpixel til at lyse op. For hver tidsenhed fosforlaget lyser bliver det slidt en lille smule, og mister (meget) langsomt sin evne til at lyse op. For en moderne plasmaskærm resulterer dette i at den efter 100.000 timer kun lyser halvt så kraftig som da man fik den.

Burn-in opstår hvis man i længere tid kun ”slider” på en meget lille del af skærmens pixels, således at disse mister mere lysstyrke end resten af skærmens pixels. Hvis det sker, vil dette område af skærmen konsekvent vise et lidt mere dæmpet billede, hvilket ofte fremstår som en ”skygge” af det signal man tidligere har vist. I praksis vil det normalt vise sig hvis en TV kanal har et kraftigt lysende logo som konsekvent vises, og man ser rigtig meget på den pågældende kanal. Tilsvarende kan det være tilfældet, hvis man konsekvent ser TV i 4:3 format med sorte bjælker i siden eller 2,35:1 film med sorte bjælker i top og bund. I disse situationer vil der blive slidt mere på det aktive billedområde end de sorte områder. Det er derfor de fleste plasma-TV automatisk viser grå bjælker i siderne når der vises TV i 4:3 format, så man på den måde også slider på de pixels som er placeret i siderne.

Burn-in er også et problem på billedrørs-TV, og man kan ved selvsyn betragte problemet på togstationer eller lufthavne som har afgangsplaner på billedrørsskærme, eller på dankortautomater som benytter billedrør. Burn-in kan sjældent ses ved sort skærm, idet problemet netop viser sig ved at det påvirkede område sender mindre lys ud end resten af skærmen. Den letteste måde at konstatere burn-in er ved at vise den samme farve (primært grøn eller grå/hvid) på hele skærmen og se efter mørkere skygger. Har man først fået synlig burn-in er det stort set umuligt helt at slippe af med igen, uanset hvor meget screen-wash eller lignende man udsætter sin skærm for.

Reel burn-in er meget sjældent på moderne plasmaskærme, og jeg er ikke stødt på det i nogen af de test eller kalibreringer jeg har foretaget på plasmaskærme i de seneste år. Selv i butikker som har fladskærme stående på samme kanal dag ud og dag ind er jeg ikke stødt på burn-in. Det betyder dog bestemt ikke at det ikke kan forekomme, og jo højere lysstyrke man har sat sin skærm på og jo længere tid man viser kraftige statiske logoer jo større er risikoen. Den testede Panasonic  TX-P50VT30 udviste ingen tegn på burn-in.

[Edit: På foranledning af nogle tilbagemeldinger omkring burn-in, er jeg gået på jagt efter eksemplarer hvor jeg kunne dokumentere dette. Jeg har nu ved selvsyn konstateret eksempler på reel burn-in på et par butiksmodeller af VT30, som har stået med mere eller mindre konstante DR logoer. Tilsvarende var tilfældet med en Samsung PS51D8005. For at mindske risikoen for synlig burn-in vil jeg generelt anbefale, at man kører break-in på sin skærm mens den er helt ny]

Image retention er en helt anden snak. Image retention opstår ligeledes når en begrænset del af skærmen viser et væsentligt lysere billede end resten, som eksempelvis et TV2 logo øverst i billedet. Med tiden opbygges der en elektrisk ladning i den enkelte subpixel, som afgiver sin energi langsomt, selv efter at den ikke længere modtager et signal. Den simpleste visualisering er at den enkelte subpixel fungerer som en kondensator (opladeligt batteri), som skal aflades efter at have modtaget en masse energi.

Problemet er altså omvendt af burn-in – ved retention lyser de påvirkede pixels op når de ikke skal, i modsætning til burn-in, hvor de lyser mindre end de skal. Image retention er et almindeligt forekommende fænomen på plasmaskærme, og det kan ”vaskes væk” ved at have skærmen tændt med eller uden billede på. Jo længere de enkelte celler har haft til at opbygge den elektriske ladning, jo længere tid tager det for at aflade dem igen. Mest effektivt er normalt de indbyggede ”screen wash” funktioner.

Som stort set alle plasmaskærme udviste TX-P50VT30 fra tid til anden retention. Det var ikke noget som var synligt ved almindeligt brug, men kunne konstateres ved sort skærm og testbilleder. Problemet var mindre udpræget end på Samsungs tilsvarende plasmaskærme, og gav ikke anledning til nogen problemer ved daglig brug.

For at objektivisere problemstillingen valgte jeg at teste ved at måle luminansen (lysoutput) af en sort skærm, hvorefter jeg i 5 minutter viste en ganske lille kvadrat med fuld lysstyrke. Tanken var at jeg kunne måle hvor hurtigt den efterfølgende retention af det hvide kvadrat nåede ned på samme sortniveau som resten af skærmen. Som det fremgår af grafen nedenfor var forsøget en fiasko. Lysstyrken faldt øjeblikkeligt til de 0,022 Cd/m2 som resten af skærmen. Det lykkedes altså ikke at fremprovokere retention i dette tilfælde. Der kræves sandsynligvis længere tid og/eller et endnu mindre område med fuld lysstyrke for at kunne måle retentionen. Det vil blive taget med i overvejelserne til fremtidige tests.

 

 

 

Dynamisk kontrast, dynamisk gamma

Det har gennem mange generationer af LCD TV været et problem, at de forsøgte at overkomme det dårlige sortniveau ved at dæmpe bagbelysningens intensitet dynamisk afhængig af signalet, således at mørke scener resulterede i dæmpet bagbelysning mens lyse scener resulterede i at der blev skruet godt op. Det er samme princip som er implementeret med dynamisk iris i mange projektorer til hjemmebiografbrug. Det har oftest resulteret i at billedet ”pumper” og man ser tydelige skift når der skrues op og ned for lyset.

Plasmaskærme har ikke lidt af tilsvarende problem, idet der ikke benyttes bagbelysning til at skabe billedet. Til gengæld har både Panasonic og Samsung i 2011 tilføjet en ”dynamisk gamma” funktion til deres skærme, som løbende analyserer billedet og tilpasser niveauet af lyse og mørke områder dynamisk. Det fremstår særligt i mørke områder, hvorfor amerikanerne betegner problemet ”fluctuating brightness”.

Jeg er sikker på at Panasonics ingeniører har haft en grund til at indføre denne ”feature”, men det står mig ikke umiddelbart klart hvad det kan være. Med et så godt sortniveau og maksimalt lysoutput som VT30 kan levere burde der ikke være noget behov for at justere gammakurven dynamisk. Under alle omstændigheder burde det være en funktion som kan slås fra, idet dynamisk gamma ikke kan undgå at ændre på billedet i forhold til hvad der har været tiltænkt.

Under testen har det været underholdende at se hvordan skiftende firmwareudgaver har rettet op på problemet, og det er tydeligt at Panasonic har lyttet til den feedback de har fået. Ikke at det undskylder at sende et fejlbehæftet TV på markedet. Og ja, jeg vil betragte den dynamiske gamma i version 0350 som fejlbehæftet. Der var ikke gået lang tid fra jeg havde tilsluttet skærmen, til jeg bemærkede hvordan lysstyrken skiftede op og ned, med betydelig forsinkelse, ved sceneskift. Klippet nedenfor viser på fremragende vis hvordan problemet manifesterede sig på de tidligste modeller (Sørg for at fjerne det røde overlay som angiver at problemet er løst):

 

 

Efter opdatering til firmware 1516 er problemet, for alt andet end akademiske diskussioner, elimineret. Firmware 1703 giver heller ingen synlige problemer.

False contouring og dither støj ved bevægelse

Alle plasmaskærme skaber deres gråtoner ved at lade de enkelte subpixels ”blinke” hurtigere end øjet kan følge med, og det er således vores persistence of vision, som gør at vi opfatter forskellige lysintensiteter, og ikke en masse lynhurtige blink. Denne metode benyttes i plasmaskærme i form af sub fields, og er et udtryk for temporal dithering. Ved bevægelser i billedet kan det ikke undgås at kombinationen af temporal og spatial dithering skaber nogle lidt uldne kanter omkring objekter i bevægelse – det ses på alle plasmaskærme.

Det ser dog ud til at Panasonics 2011 modeller har justeret på deres sub field drive algoritme, muligvis for at hente nogle billedmæssige fordele ved 3D. Det introducerer dog hvad jeg opfatter som VT30’s største svaghed – false contouring. At forklare om false contouring er lidt som et tveægget sværd: Det er rart på forhånd at kunne tage stilling til om det er et artefakt man kan leve med, men samtidig risikerer man at åbne for Pandoras æske – for når man først har set det, er det sværere at abstrahere fra.

I praksis ses false contouring kun ved billeder i bevægelse, og det er derfor heller ikke noget som jeg kan dokumentere med billedmateriale. Det manifesterer sig som navnet antyder ved at der opstår tydelige (farvede) konturer i objekter i bevægelse, hvor de ikke burde opstå. I praksis er det oftest ved panoreringer hen over ansigter som fylder meget i billedet at man bemærker en form for farvet banding, som kan være distraherende.

Hvis man er følsom for fosforspor (se nedenfor) og regnbueeffekt på DLP-projektorer er der nok en større sandsynlighed for at man vil bemærke false contouring. Jeg fandt det selv distraherende, men skal bemærke, at jeg er stødt på adskillige mennesker som ikke bemærker konturerne selv når de bliver fremvist. Andre kan se dem når de bliver gjort opmærksom på det, men har haft et VT30 i måneder uden at lægge mærke til det. Der er altså helt klart tale om et artefakt som nogle er mere følsomme over for end andre.

Signalbehandling og bevægelse

I enhver fladskærm er signalbehandlingen den sorte boks, som ingen snakker om. For producenterne er det meget lettere at forklare at panelet opdateres ved 100 eller 200 Hz og har en kontrast på 5 mio. til en (really?). Vi har generelt også lettere ved at forholde os til Full-HD opløsning og højttalere drevet af 30 watt forstærkere end processorhastighed og kvaliteten af de benyttede algoritmer for billedbehandling. Og selv hvis man som køber forsøger at gøre sig klogere på signalbehandlingsforskelle løber man lynhurtigt ind i det problem at stort set ingen butiksansatte kan hjælpe en.

Det ændret dog ikke på det faktium, at det har enorm stor betydning for den endelige billedkvalitet, hvad skærmen gør med de bits som modtages fra den integrerede DVB-tuner eller en HDMI tilslutning på vejen til billedet vises. Beskrivelsen af den lange vej igennem utallige beregningsskridt må ligge til et selvstændigt indlæg, men de væsentligste problemområder gennemgås her.

Skalering (scaling) er den funktion som konverterer et indkommende TV signal eller eksempelvis DVD med eksempelvis en opløsning på 720*576 så det passer med skærmens opløsning på 1920*1080. Skaleringen bør ske med så få artefakter som muligt. Det oftest forekommende problemer ved dårlig skalering er at kanter og grænser mellem billedelementer får en glorie eller støj omkring sig (ringing). TX-P50VT30 klarede sig virkelig flot, og der er ikke meget at udsætte på det resulterende billede.

Deinterlacing er på sin vis et levn fra tidligere tider, hvor båndbredden var så begrænset, at man kun udsendte hver anden linje af et TV-billede ad gangen. På et almindeligt TV-signal sendte man således først linje 1, efterfulgt af linje 3, 5 etc. Når alle linjer af signalet var tegnet på skærmen startede man forfra med linje 2,4,6 etc. Det har sådan set fungeret fint på TV med billedrør, hvor de allerstørste kæmpeskærme var 36 tommer, og hvor CRT-teknologien var skabt til et ”interlaced” signal. De gælder dog ikke fladskærme, som (med få specifikke undtagelser) altid viser hele billedet på én gang.

Deinterlacing er navnet på den proces, hvor man lægger de to ”halvbilleder” sammen til et progressivt billede. første halvbillede med linje 1,3,5.. og andet halvbillede med linje 2,4,6 etc. ender altså som ét billede bestående af linje 1,2,3,4 etc. Det kan lyde som en meget simpel proces, men er det ikke altid, og det har stor betydning for billedkvaliteten hvor godt skærmen udføre denne deinterlacing – i allerværste fald kan man rent faktisk miste op til halvdelen af opløsningen i billedet.

For videomateriale (kildemateriale oprindeligt optaget på video i 50 eller 60 Hz) klarede VT30 sig ganske fint, med begrænsede “trappetrin” (jaggies) i materialet. Der var ikke noget at udsætte på evnen til at deinterlace videomateriale.

Ved deinterlacing af materiale, som har sin oprindelse på film (uanset om det er en film som vises på TV eller via interlaced DVD) er det af afgørende betydning, at skærmens billedkredsløb kan genkende materialet som film og herefter lave deinterlacing med reverse pulldown.

 

 

På dette område har Panasonic historisk set ikke klaret sig så godt, hvorfor de i dette års modeller har tilføjet en ”Filmkadencedetektion” mulighed under avancerede indstillinger. Når denne funktion er slået til klares deinterlacing af filmmateriale klart bedre end det har været tilfældet for tidligere års modeller. Kildemateriale i 60 Hz (amerikansk standard) deinterlaces uden problemer.

For 50 Hz (almindelig dansk TV og DVD) lader deinterlacingen dog stadig noget tilbage at ønske. Flere af de standardiserede tests fungerede problemfrit, men i real-world brug kunne man konstatere, at TV’et fra tid til anden mistede kadencen, resulterende i lavere opløsning i billedet og artefakter i form af brudte linjer. Det er ikke en kritisk mangel, og der er bestemt sket en forbedring i forhold til tidligere år. Der vil dog i de fleste tilfælde stadig være en del at hente ved at lade deinterlacingen foregå i DVD eller Blu-ray afspilleren (alternativt en surround processor eller en separat video processor), og lade den sende et progressivt signal til skærmen.

Motion resolution (billedopløsning ved bevægelse) er en specifikation som stort set alene ses omtalt for plasmaskærme, ganske enkelt fordi de er langt bedre til at bevare billedets fulde opløsning ved bevægelse end LCD skærme. Af samme grund er langt det meste af det tilgængelige testmateriale også stillet til rådighed af plasmaindustrien. Det gør det dog ikke til en mindre interessant parameter ved en fladskærm.

Som bekendt har de fleste moderne fladskærme en opløsning på 1920*1080 punkter, hvilket også er den opløsning som er synlig ved visning af et stillbillede, forudsat at skærmen er indstillet korrekt og får leveret et 1920*1080 signal. Så snart der er bevægelse i billedet, vises der et antal på hinanden følgende billeder i opløsningen 1920*1080 (normalt 50, 60, 96 eller 100 billeder pr. sekund). Så langt så godt.

Hvis skærmen har en langsom responstid, som gør at det gamle billede ikke er helt væk fra skærmen før det næste vises vil billedet blive lidt sløret, og vi vil oftest opleve det som ghosting, trailing eller skygger omkring objekterne i bevægelse, en klassisk problemstilling, særligt på ældre LCD skærme. I praksis betyder det dog også, at vi ikke har en reel opløsning på 1920*1080 når der er bevægelse i billedet.

For at teste skærmens evne til at vise fine detaljer i bevægelse er der udviklet særlige testsekvenser som bevæger nogle mønstre over skærmen, som bliver stadig tyndere og mere detaljerede (se billede nedenfor). Herefter er det en rent manuelt optisk proces at vurdere hvor fint detaljerede linjer man kan skelne fra hinanden ved bevægelse. Ikke nogen særlig objektiv proces – men det er hvad vi har.

 

 

De fleste moderne LCD skærme kan klare at vise 300-400 linjer opløsning uden af flyde sammen, så længe man ikke aktiverer 100/200/400 Hz funktioner i skærmen. Med disse funktioner aktiveret kan gode LCD skærme vise op i nærheden af 1000 linjers opløsning – men det introducerer så en række andre problemer.

Panasonics plasmaskærme klarer sig rigtig godt, og siden de for et par år siden gik over til at benytte 600 Hz subfield drive har de stort set kunnet vise selv de allerfineste detaljer i omegnen 1080 linjers opløsning, Det er også tilfældet for VT30, som klarer det virkelig flot og faktisk lidt bedre end Samsung bedste plasmaskærme.

Det bør dog tilføjes, at plasmaskærme tilføjer noget billedstøj rundt om de bevægende områder i form af temporal og spatial dithering (små blinkende pixels), hvilket gør at opløsningen i praksis ikke opleves som helt så høj som testresultatet kunne antyde.

Billedudjævning (smoothing) er en funktion som findes i flere forskellige udgaver i de fleste fladskærme. Hensigten er at reducere, eller helt fjerne støj fra billedet, som er introduceret ved en fejl ved eksempelvis overførslen eller ved komprimeringen af signalet. Har man at gøre med et signal af dårlig kvalitet (analog kabel TV, VHS eller lignende) kan det være en fordel at undertrykke ”støj” i billedet ved at glatte dette ud til en mere jævn repræsentation.

Billedudjævning er dog i sin helt basale funktion en ændring af det kildesignal, som vi generelt ønsker at bevare så ufarvet som muligt. I takt med at kildesignalet bliver bedre mister billedudjævningen sin relevans og bliver i stedet ødelæggende for gengivelsen af det kildemateriale som det har været hensigten at vi skulle se. Smoothing af billedet på Blu-ray er som absolut hovedregel altid en forringelse, og ved DVD-materiale bør udglatningskredsløb også være slået fra.

 

 

Udjævning af billedet bør aldrig forekomme når de respektive funktioner er slået fra. Vi tester derfor altid om kildemateriale med eksempelvis synlige filmkorn (film grain) gengives korrekt uden at billedet mister sit originale udtryk, og for Panasonics TX-P50VT30 er dette heldigvis tilfældet. Så længe ”støjreduktionen” er slået fra sker der ikke en synlig udjævning af billedet.

Chroma upsampling blev nævnt i testen af Samsungs UE46D8005, og det er et tilbagevendende (om end mindre) problem på Samsungs skærme, at de ikke kan opkonvertere chromakanalerne fra et 4:2:2 komponentsignal korrekt. Panasonic ser ikke ud til at have nogen problemer på dette område. Helt fra de mindre serier som G30 sker opkonverteringen helt korrekt, hvilket også er tilfældet for TX-P50VT30.

Forforspor – Phosphor trails

Fosforspor er meget lidt generende på VT30. De kan fremprovokeres med hvide tegn på sort baggrund, men er langt mindre synlige end generelt på plasmaskærme, herunder Panasonics G30, tidligere Panasonic modeller, samt snart sagt ethvert Pioneer plasma TV, inklusive kuro modellerne.

Betragtningsvinkel

Betragtningsvinklen er en af plasmateknologiens allerstærkeste sider. Hvor man på mange LCD –TV blot skal 20 grader ud til en af siderne før billedkvaliteten er kompromitteret betydeligt, kan hele familien have fornøjelse af det samme gode billede på en plasmaskærm. Som generelt led i fladskærmstest her på bloggen, måler vi hvidbalance, gamma og farvegengivelse i 22,5 og 45 graders vinkel. Resultatet er basalt set perfekt i forhold til målingerne vinkelret på skærmen. Rent faktisk bliver både hvidbalance (mindre grønstik) og gamma (højere) i THX-indstilling en smule bedre betragtet fra en 45 graders vinkel. Ikke forskelle som har betydning i praksis, men målbare er de.

Input lag

Input lag bliver ofte efterspurgt som testparameter af gamere, som har behov for en skærm, som reagerer lynhurtigt i actionspil. Hvis der går for lang tid fra man har foretaget en bevægelse i spillet til denne bevægelse vises på skærmen, mister man følingen med spillet. Det ødelægger muligheden for at leve sig ind i spillet og kan derfor være et større problem end fejlagtig farvegengivelse eller hvidbalance.

Det vigtigste i den forbindelse er at slå alle ”optimeringskredsløb” fra i TV’et, idet al form for signalbehandling forsinker visningen af billedet. I [THX] indstillingen målte jeg en forsinkelse på blot 20 ms. sammenlignet med en paralleltilsluttet CRT skærm. Det er en uproblematisk forsinkelse, og stort set så godt som det kan blive. Resultatet blev ikke bedre af at benytte [Game] indstillingen, men slår man IFC (Intelligent Frame Creation) til, stiger forsinkelsen til ca. 60 ms.

Konklusion

Sædvanen tro vil jeg starte min konklusion med at sende en undskyldning til producenten, i dette tilfælde Panasonic 🙂

Min tilgang til test er at finde og dokumentere alle de potentielle svagheder, således at du som læser har mulighed for selv at vurdere hvilke svagheder du kan leve med. Samtidig fremhæver jeg naturligvis de positive sider, men samlet set kan det let komme til at lyde som en lang klage, og det er derfor vigtigt at holde testen op imod en lige så kritisk gennemgang af konkurrerende skærme, for at give et retfærdigt indtryk af skærmens kvalitet. Netop derfor bliver konklusionen også den absolut vigtigste del af testen, idet afvejningen af svagheder og styrker hovedsagelig vil fremgå her.

Som et ægte flagskibsprodukt gør Panasonic TX-P50VT30 virkelig mange ting rigtig godt. Der er ikke tale om den perfekte fladskærm men en sådan har jeg heller ikke mødt endnu.

Lad det være sagt med et samme: Jeg har savnet VT30 i mit testrum dagligt siden Panasonic var så frække at bede om at få den igen. Hjemme har jeg til dagligt fornøjelsen af et Pioneer LX-5090H, som (sammen med Pioneers KRP-serie) forbliver min reference indenfor fladskærme. Skulle det ulykkelige ske, at min Pioneer en dag afgår ved døden, er Panasonics VT30 blandt de 2-3 skærme jeg kunne leve med som erstatning, og større ros kan jeg næppe give.

Jeg så meget gerne en løsning på false contouring problemet som for mig personligt var den væsentligste svaghed. Bortset herfra så er det svært at pege på særlig mange deciderede konkurrenter, når det drejer sig om bedst mulig billedkvalitet i 2D og 3D – så god en skærm er Panasonic TX-P50VT30.

Lider man af panikangst over det lidt højere strømforbrug, eller har man brug for en lyskanon som skal konkurrere med intenst dagslys kan det måske betale sig at kaste et blik på nogle af markedets LED TV, men ser du film i mørke omgivelser eller med en blot lidt skæv betragtningsvinkel, så er VT30 en vinder.

 

Negativt

• Gamma i standardindstillingerne ikke referenceklasse
• Farvefejl ved hurtige bevægelser (False contouring)
• Begrænset lysoutput
• Film-mode deinterlacing (2:2) ikke på højeste niveau
• Ingen analog (D-Sub VGA) PC tilslutning
• Edit: Risiko for burn-in (minimeres ved at køre break-in billeder eller white-wash i de første uger)

Positivt

• Klart bedre lyd end konkurrenterne
• Rigtig gode kalibreringsmuligheder, inklusive mulighed for autokalibrering med den rette software
• Imponerende sortniveau
• Professionel og THX-mode som leverer god billedpræcision uden kalibrering
• Kan kalibreres til nær perfektion i farve og hvidbalance

Bedømmelse: Anbefalet

For de interesserede er her en kalibreringsrapport (PDF) som viser forskellen i gengivelse mellem [Normal] indstillingen og den kalibrerede [Professionel1] indstilling. I de mange iterationer frem og tilbage forsømte jeg desværre at nedskrive de præcise indstillinger i kalibreret tilstand. Ved første lejlighed hvor jeg får kalibreret en VT30 skal jeg dog nok offentliggøre de indstillinger som er benyttet.