Test af Panasonic plasma TV TX-P65ST50 (og TX-P50ST50)

[NB. På AV Blog er vores anmeldelser lange og dybdegående. Hvis du vil springe det tekniske over kan du gå direkte til konklusionen]

Efter mange krumspring er vi på AV Blog nu nået til anmeldelsen af Panasonics 3D plasma TV ST50. Vejen har været lang, ikke mindst taget i betragtning, at vi startede testen på et TX-P50ST50 helt tilbage i starten af april måned. Ved den lejlighed var der endnu ikke kommet 3D briller på markedet, og vi endte med ikke at få tilstrækkeligt mange målepunkter til at vi følte det var dækkende til en anmeldelse.

Det er sådan set beklageligt, for som vi allerede skrev i reportagen fra Panasonics stand (hvis man kan kalde det kæmpe område en stand) på CES 2012, så er ST serien blandt de mest lovende TV der er kommet på markedet i år, ikke mindst prisen taget i betragtning.

Panasonic har i mange år været kendt for deres markedsledende plasmaskærme, som har været go-to mærket, siden Pioneer forlod markedet for 4-5 år siden. Konkurrenterne fra Samsung er efterhånden konkurrencedygtige på billedkvaliteten, men hvis man spørger rundt blandt plasmaentusiaster, så er det oftest mærket Panasonic man vil få anbefalet.

ST serien er hvad vi betragter som Panasonics entry-level 3D serie i den gode ende. Skal man op I hierarkiet følger GT50 serien med hurtigere panel og flere features grundet dual-core processor, og topmodellen VT50 som føjer endnu bedre skærmfilter og 3D briller til. Nedadtil flankeres ST50 af de billigere serier UT50, XT50 og X50, hvoraf X50 er den eneste model som ikke tilbyder 3D.

Modellerne i Panasonics ST serie

TX-P42ST50 (Vejledende udsalgspris: kr. 7.999)
Se den aktuelt laveste pris på Pricerunner

TX-P50ST50 (Vejledende udsalgspris: kr. 10.999)
Se den aktuelt laveste pris på Pricerunner

TX-P55ST50 (Vejledende udsalgspris: kr. 16.999)
Se den aktuelt laveste pris på Pricerunner

TX-P65ST50 (Vejledende udsalgspris: kr. 24.999)
Se den aktuelt laveste pris på Pricerunner

Bemærk: Anmeldelsen baserer sig på konkrete målinger og test af to eksemplarer af ST50, henholdsvis TX-P50ST50 og TX-P65ST50. Der kan forekomme billeder af begge modeller i anmeldelsen, men alle offentliggjorte målinger er foretaget på TX-P65ST50. Begge TV blev før test indkørt i mindst 100 timer for at sikre repræsentative målinger.

Som sædvanlig erindrer vi om at en del performancerelaterede målepunkter er tæt knyttet til den benyttede firmware, og derfor vil kunne ændre sig i forhold til det vi har oplevet under testforløbet. Fra den første 50” model vi testede primo april til de sidste målinger på 65” udgaven ultimo juni har det været benyttet flere forskellige firmware udgaver, hvoraf Ingen så ud til at indeholde fejl. De endelige målinger er taget med firmware 1256 som blev frigivet 19. juni, og i skrivende stund stadig er den seneste version.

NOTE: Har du allerede læst vores test af Panasonics DT50 LED serie, kan du springe afsnittene om features og fjernbetjening over, da de i store træk er fuldstændig ens.

Design og fjernbetjening

Panasonic har ganske givet stået over for en spændende udfordring da de skulle specificere årets plasmaskærme i den bedre ende. Luksusproblemet er at deres paneler (med de forbehold som fremgår nedenfor) nu er så gode, at det er svært at differentiere den allerdyreste VT50 model fra de billigere serier på billedkvaliteten. Sortniveau og billedgengivelse er på mange områder ens, så der skal segmenteres på design og medfølgende tilbehør.

På den baggrund kan man se designet på ST50 serien som et mere eller mindre bevidst forsøg på ikke at give hele bondegården væk i de billigste modeller, men forbeholde nogle designdetaljer til dem som køber premium produkter.

Derved ikke sagt at ST50 serien er grim at se på. En traditionel mørkebrun ramme med en gennemsigtig akrylliste yderst giver et afdæmpet design, som næppe vælter nogen ned af stolen. Resultatet er sådan set nydeligt nok, men når man ser på hvad konkurrenterne (inklusive Panasonics egne GT50 og VT50) leverer på designsiden, så ligner ST50 noget fra sidste års kollektion. Den medfølgende bordfod giver mulighed for at dreje TV’et op til 10 grader hver vej på 50″ udgaven, mens 55″ og 65″ ikke kan drejes.

Der er heller ikke meget spræl over den medfølgende fjernbetjening, som er den samme der medfølger til alle Panasonics TV i år. Designet ligner meget det Panasonic har medleveret de sidste mange år, bortset fra at fjernbetjeningen i år er i højglans finish, og derfor meget hurtigt kommer til at samle fedtfingre og se lidt smudset ud. Designet af fjernbetjeningen er hverken værre eller bedre end hvad konkurrenterne leverer med deres TV.

Hvad funktionalitet og feel angår, så er vi generelt meget begejstrede for Panasonics fjernbetjening. Den ligger godt i hånden, virker robust, og de store knapper til de vigtigste funktioner gør det let at betjene den uden at se på knapperne. Alle væsentlige knapper har indbygget lys, og sendestyrken er fremragende, så det er let at betjene fjernsynet på lang afstand (om end ikke i lige så skæve vinkler som på B&O).

Som de fleste andre på Smart TV markedet, kan Panasonics TV fjernbetjenes af en Android eller iOS app, som kan udfylde alle funktionerne fra den traditionelle fjernbetjening, bortset fra at tænde TV’et.

Viera Remote app’en virker som den skal, men det er tydeligt, at Panasonics ingeniører blot har porteret knapperne fra den traditionelle remote til en række skærmbilleder i app’en. Man kunne godt ønske sig at de havde sat nogle interface specialister til at genopfinde fjernbetjeningen ud fra de muligheder en smartphone giver. Vi ser med spænding frem til et Apple TV, om det så bliver en boks eller et selvstændigt TV.

Tilslutninger

På tilslutningssiden har ST50 hvad der umiddelbart kan forventes af en god skærm i prisklassen. De 3 HDMI tilslutninger inkluderer en enkelt med Audio Return Channel (ARC), som kan sende TV lyden tilbage til en surround receiver. HDMI tilslutningerne sidder som vi før har set vendt ud fra siden af TV’et og sidder lidt for tæt på kanten, så man kan få problemer hvis man har for stive HDMI kabler. Der er 2 USB tilslutninger som hver kan levere 0,5 Ampère. I værste fald kan man få problemer med eksterne USB harddiske som ikke har egen strømforsyning. Det anbefales at bruge korte USB kabler, for at undgå problemer, eller anskaffe en ekstern USB harddisk med egen strømforsyning som det absolut bedste valg.

ST50 har på linje med Panasonics øvrige 2012 modeller ikke nogen almindelig analog lydudgang. Hvis man vil tilslutte et almindeligt musikanlæg for at få bedre lyd er man altså tvunget til at benytte høretelefonudgangen, rode med en masse adaptorer til SCART eller anskaffe en digital-til-analog konverter og benytte den optisk digitale udgang. Ingen af delene er optimalt, og det giver simpelthen ikke mening at udelade så simpel en feature. Det er trods alt ikke alle som køber en HDMI eller S/PDIF kompatibel sound bar.

Netværksadgangen er i år bygget direkte ind (rent teknisk ved et fastmonteret modul man kan se i bunden af skærmen), og der fungerede i vores testmiljø klippestabilt. Vi oplevede ingen problemer med at blive smidt af nettet eller nedsat hastighed – og det er bestemt ikke en selvfølge med trådløs forbindelse til TV. Selv softwareopdateringerne foregik smertefrit over Wi-Fi. Der er også et RJ-45 stik, hvis man vil benytte kablet net.

Funktionalitet og features

De største og mest interessante nye muligheder i Panasonics 2012 TV er forbeholdt VT50/GT50 og WT50, som med dual core processor kan sende et live TV signal til en mobiltelefon eller tablet. ST serien minder meget om den tidligere testede DT50 i at der ikke tale om nogen revolution indenfor features sammenlignet med sidste års modeller.

Det kan dog være værd at bemærke, at alle Panasonics TV (og i øvrigt en lang række af deres andre produkter, herunder Blu-ray afspillere) har en absolut forbilledlig evne til at lade sig opdatere automatisk over nettet, helt uden problemer eller besværlige procedurer. Hvis man har sat skærmen op til at checke for opdateringer automatisk, dukker der blot en besked op med at der er en ny version af softwaren og spørger om man ønsker at opdatere. Gør man det foregår hele processen automatisk, selv over Wi-Fi.

Menuer

Tilgangen til Panasonics menuer synes at være KISS, og strukturen er holdt meget simpel i Billede, Lyd, Netværk, Timer og Indstilling. Langt de fleste menupunkter er logisk bygget op og lette at tilgå. En fordel ved ikke at have en myriade af unødvendige muligheder er at menuerne i sagens natur bliver mere overskuelige.

Det kan måske forvirre lidt, at en del af de udvidede billedfunktioner skal slås til i en menu, som ikke har med billedindstillinger at gøre, men for dem som har behov for de avancerede funktioner gør det nok ikke så meget. Det er ganske let at vælge hvilke kanaler man ønsker at have i sin liste, men en smule mere besværligt at flytte rundt på dem.

Indbyggede apps

Tilgangen til Panasonics Smart TV funktioner er gennem Viera Tools, som åbner en menubjælke af funktioner i bunden af skærmen. En meget simpel tilgang til funktionerne, som vil tiltale de som hurtigt skal have adgang til en funktion, men æstetisk meget langt fra Samsungs Smart Hub, som er et veritabelt kontrolrum af farveladefyldte muligheder.

Ønsker man at benytte apps (Viera Connect), som forudsætter login, som eksempelvis Twitter og Facebook foregår det ved at man først registrerer sig på TV’et, som herefter logger ind på de enkelte apps. De flest steder foregår det ganske simpelt med en elegant kode som blot tastes ind. De fleste gamle kendinge som Facebook, Skype (kræver separat kamera), SF Anytime, Youtube og Twitter findes på listen, sammen med en masse andre muligheder, herunder en web browser som understøtter HTML5.

Brugen af applikationerne minder meget om hvad vi har set før, og selvom der ikke er dual core processor i ST50 går det rimelig tjept med at få startet programmer op, og brugeroplevelsen var ikke langsommere end på Samsung og LGs modeller med dual core processor. Det er dog stadig svært at finde en decideret killer app, som virkelig giver mening at benytte på sit TV, og som gør sig bedre på et TV end en computer eller tablet. Som det nok tidligere er nævnt er vores favorit Cinetrailer, som giver fantastisk let adgang til de nyeste trailere for både biograffilm og lejefilm.

Medieafspilning
Som en ny feature siden sidste år, kan man på ST50 streame mediefiler fra sin smartphone eller tablet direkte til TV’et via Panasonics Viera Remote app og almindelig Wi-Fi. Vi var ikke overvældede af funktionen, som forudsætter at du er inde i din Viera Remote app for at kunne sende medieindhold. Det er muligt at den tvivlsomme opløsning vi oplevede skyldes en fejl eller langsom netforbindelse, men kvaliteten af hvad vi oplevede var ikke på et niveau der gav lyst til at bruge muligheden til daglig. Den gratis app iMediaShare kan basalt set det samme til stort set alle TV og har mere indhold tilgængeligt.

Den indbyggede medieafspiller derimod bliver bedre og bedre år for år. Vi afspillede en lang række mediefiler, lige fra små klip til .MKV filer i 1080P opløsning uden problemer, både fra USB harddisk og NAS. Det lykkedes os at finde nogle ældre mediefiler i lav opløsning, som medieafspilleren ikke vil afspille korrekt, men det var meget få. Muligheden for at spole, pause og genoptage afspilningen virkede godt. Vi fik ikke denne gang testet understøttelsen af undertekster. Medieafspilleren understøtter i øvrigt også afspilning fra den indbyggede SD kortlæser, men det er ikke noget vi forestiller os særlig mange vil få brug for.

PVR  / Timeshift
Som det efterhånden er standard på TV i dag, kan Panasonic ST50 tilsluttes en USB harddisk, hvorpå man kan optage TV, enten som timeshift i realtid, eller ved timerindstilling af optagelser. Optagelse forudsætter en temmelig hurtig harddisk, og ”USB nøgler” fungerer generelt meget sjældent med optagelse fra TV. For Panasonics PVR funktion gælder at harddisken skal være på mindst 160 Gb. Vil man have den mest stabile optagelse er det også en klar fordel at have en ekstern harddisk med egen strømforsyning. Hvis den eksterne harddisk mister strøm i blot et kort øjeblik er der en god chance for at optagelsen stopper, uden at man er klar over hvad der er gået galt.

Opsætningen af optagemuligheden er forbilledlig simpel. Panasonic har i øvrigt været begavede nok til at indbygge muligheden for at optagelsen starter op så snart man tænder TV’et, således at man altid kan spole tilbage i live TV, hvis der var noget man lige missede i programmet. Det er en fantastisk simpel funktion som man kan undre sig over at alle ikke har implementeret på samme smarte måde. Den eneste svaghed er, at hvis man har spolet rundt i en live udsendelse kan man ikke skifte kanal uden at stoppe optagelsen (som så starter automatisk igen på den nye kanal).

Optagelserne ligger let tilgængelige under Viera Tools, og kan som udgangspunkt ikke flyttes til afspilning på andre afspillere, endsige andre Panasonic TV.

EPG
Den elektroniske programguide (EPG) i ST50 ligner sig selv fuldstændig fra tidligere år. Som programguide giver den et udmærket overblik, men det er et stort irritationsmoment, at man ikke kan blive ved med at følge den udsendelse man er i gang med, mens man ser i programguiden. Den lukker sig simpelthen op og lukker ned for billede og lyd imens. På det område er konkurrenterne bedre, idet man kan fortsætte med at følge sit program i et lille vindue mens man ser guiden igennem. Om ikke andet ville det i det mindste være rart hvis man beholdt lyden i baggrunden, så man stadig kunne følge med i udsendelsen.

Det er naturligvis muligt at programmere fremtidige timeroptagelser fra programguiden. Der er ikke nogen funktion til at fastsætte et fast minutantal man ønsker at forlænge alle optagelser udover programmets fastlagte afslutning. Det er der heller ikke nogen konkurrenter der har, men nogen må vel snart opdage at det er nødvendigt i praksis, da det ofte sker at timeroptagelser lige mangler de sidste (mest spændende) 5 minutter.

Støj

En tilbagevendende problemstilling for alle plasmaskærme er deres egenstøj i form af summen fra panel og strømforsyning, og susen fra køleblæserne som er monteret på nogen plasmaskærme. Faktisk er støjgener nok en af de oftest nævnte argumenter fremført af (velorienterede) TV købere som ikke vil have plasma.

Desværre er vurderingen af hvorvidt en given TV model vil medføre støjgener i et konkret hjem  blandt de mest problematiske parametre at udtale sig objektivt om. Første problemstilling er variationen fra skærm til skærm, selv indenfor samme serie og endog samme model. Hovedbidraget til egenstøj kommer fra køleblæsere, strømforsyning og for plasmaskærme fra selve panelet. Særligt hvad angår de to første parametre har der i praksis vist sig at være store forskelle fra skærm til skærm. En blot en enkelt af blæserne ude af spec. eller monteret en smule skævt, kan det påvirke støjniveauet markant, ligesom en spole i strømforsyningen kan støje mere eller mindre afhængig af eksterne omstændigheder.

På den positive sige skal det straks nævnes, at ST50 serien, helt op til og med 65” størrelsen er helt fri for blæsere. Der er altså ingen støjgener fra de små blæsere, som vi ellers ser på mange plasma skærme (herunder flagskibene VT30/VT50)

Den anden problemstilling er at egenstøjen, uanset hvor irriterende den kan forekomme i praksis oftest er så lav at den er meget svært at måle uden et lydisoleret rum. Selv følsomme målemikrofoner vil i et stille villakvarter samle baggrundsstøj nok op til at skærmens egenstøj drukner. Vi arbejder dog på at teste objektive målinger på netop plasmaskærme for at se om vi kan opfange støjniveauets sammenhæng med billedindhold ved at måle om natten.

Endelig besværliggøres dokumentationen af støjgener af at der er stor forskel på hvor generende støjen er afhængig af frekvensområde og hvorvidt støjen er konstant eller svingende. Tilsvarende er der meget stor forskel på hvor generet forskellige mennesker bliver af samme støjniveau. På ovenstående baggrund skal kan det derfor ikke blive meget mere end en subjektiv beskrivelse af støjniveauet på netop de to udgaver af ST50 serien vi har haft fingrene i.

Skærmen har som beskrevet ovenfor ingen blæsere. Strømforsyningen summede en lille smule og kan høres hvis man lytter bag på skærmen, men ikke fra andre steder i rummet. Tilsvarende har panelet en svag summen, som ændrer sig afhængig af hvor meget lys der er i billedet. Denne plasma-buzz hører generelt til i den lave ende, men på en 65” skærm, kan man godt høre den, hvis der vises meget lyse scener på skærmen. Som generel hovedregel er summen fra panelet aldrig hørbart når man ser almindeligt TV, idet lyden overdøver den sagte summen. Man vil dog opleve summen i stille scener, eller hvis man har TV’et tændt og på mute mens man hører musik i stuen

Det er nok væsentligt at påpege, at lyden aldrig på noget tidspunkt generede under testen, faktisk blev det stort set ikke bemærket. Vi beskriver alligevel vores oplevelse af den udsendte summen, da erfaringen har vist, at nogen er meget generet at selv ganske lav støj, og ikke kan abstrahere fra den, når først den er identificeret. Nogen kan måske endda gå så langt at man kan sige at de ”jagter” støjgenerne. I så fald er en LED skærm måske et bedre valg.

Lydkvalitet

TX/P65ST50 er bestykket med to nedadrettede 8-Train modduler med hver 8 nærmest mikroskopiske højttalerenheder kombineret med en 10 cm stor woofer på bagsiden af skærmen. Med de 2,2 cm. dybde til wooferen kan der ikke være tale om en ultra-longthrow enhed.

Ved første møde med lyden fra 65” modellen bliver man ganske imponeret over hvor meget fylde det egentlig er lykkedes at bygge ind i så lille et kabinet. Det får os ikke til at vige tilbage fra den traditionelle formaning om at alle bør tilslutte bedre lyd til deres TV, og i særdeleshed til så god en filmformidler som ST50 er. Men skal man endelig leve med den indbyggede lyd i et TV, så leverer ST50 i hvert fald smæk for skillingerne.

En af de priser man betaler for at anmelde TV er dog at man ikke blot kan forlade sig på den første oplevelse, men er nødt til at grave en smule dybere. Med andre gode TV ved siden af til at holde lyden op imod, står det klart, at ST50 ikke helt har den klarhed og sprødhed som eksempelvis Samsung kan levere med deres LED skærme. Gengivelsen var endog en smule afrundet (om end mere fyldig) end Panasonics eget DT50.

Ved måling af frekvenskurven fik vi bekræftet den subjektive opfattelse af lyden med hårde facts. På det testede TX-P65ST50 ruller diskanten at lidt hurtigere end på de fleste TV vi har sammenlignet med. Allerede ved 6 kHz er der sket en betydelig dæmpning og fra 10 kHz går det rigtig stærkt. På den omvendte imponerende side må det konstateres, at der allerede ved 80 Hz er godt niveau, hvilket er et særsyn på fladskærme.

Bemærk i øvrigt det lille kunsttræk med at booste den del af basområdet som lydsystemet kan gengive med autoritet (omkring 150 Hz) for at give indtryk af mere og dybere bas end systemet egentlig leverer. Man ser jævnligt det samme på små højttalere, som producenten ønsker skal lyde af mere end fysikken vil tillade dem. Det er måske et no-no i Hi-Fi branchen, men det virker på fladskærms TV.

Det samlede indtryk af lyden er at den er ganske bastant og imponerende i forhold til at det er en fladskærm vi snakker om, men til vokaler i musik kan man godt savne lidt af den ekstreme linearitet på Samsungs LED skærme. ST50 kan dog også spille væsentligt højere end Samsungs duksedreng af en frekvenslineær fladskærm.

Benytter man et eksternt lydsystem gennem den optiske toslink S/PDIF udgang er det rart at se at der stadig er mulighed for at vælge variabel forsinkelse på den digitale lydudgang, og at alle de lydsignaler (herunder Dolby Digital) som TV’et kan modtage kan konverteres til PCM, så alle konvertere kan forstå det.

Strømforbrug

Som fast praksis måler vi skærmenes strømforbrug ved en standardiseret testsekvens som simulerer et almindeligt TV program ganske godt. Det er altid værd at bemærke (i særdeleshed for plasmaskærme) at der kan være betydelige forskelle på hvor meget strøm en skærm sluger afhængig af de indstillinger skærmen bruger. Det er i sagens natur væsentligt at holde for øje hvor stor en skærm der er målt på, idet plasmaskærme i høj grad har et strømforbrug som følger skærmens areal, mens LED modeller ikke stiger helt så meget i strømforbrug i takt med at man gør skærmarealet større.

I praksis viser det sig ofte, at den økonomiske (og miljømæssige) besparelse er relativt begrænset, hvis man regner ud hvor mange timer man har sit TV tændt i løbet af et år. Hvis man går fra en Panasonic 65” ST50 plasmaskærm i biografindstilling (209 Watt) til en stor LED skærm som bruger 100 Watt er besparelsen lige over et par hundrede kroner årligt, hvis man ser TV 4 timer om dagen 5 dage om ugen alle årets uger.

Den 65 tommer store TX-P65ST50 har følgende strømforbrug.

Tilstand	Strømforbrug (effekt)
Standby	0,3 watt
Normal indstilling	154 watt
True Cinema indstilling	209 watt
Kalibreret Biograf indstilling	263 watt

 

Man kan rimeligvis undre sig over at den kalibrerede indstilling er den som bruger mest strøm, da det plejer at være omvendt, når man skruer ned for al farveladen og den ekstreme kontrast. I praksis er sagen nok den, at Panasonic skruer bevidst ned for lysoutputtet i Normal indstillingen for at kunne passe ind i en given energiklasse. Det var præcis det samme vi så på VT30, som bruget mere strøm i THX indstillingen end i Normal.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i standard indstilling (Out of Box)

Før vi kaster os over måleresultaterne er det på plads med en lille note omkring forskellen på de to skærme vi har testet. Da der er tale om skærme på henholdsvis 50 og 65 tommer, som er leveret til markedet med adskillige måneders mellemrum, kunne der rimeligvis forventes ikke ubetydelige forskelle i hvordan de to skærme gengiver farve, gamma og hvidbalance. Det er ingelunde tilfældet.

Da vi gennemgik graferne fra de mange sæt målinger foretaget med 3 måneders mellemrum kunne man ikke fortænkes i at tro at det var samme skærm der var målt på. Helt ned til de individuelle kurver for de tre primærfarvers balance i gråskalaen er der en skræmmende ensartethed. Det er virkelig flot, for hvad der trods alt er en temmelig billig skærmserie, og gør det sandsynligt, at man i højere grad end normalt vil kunne genbruge indstillinger mellem skærmstørrelser.

Traditionen tro starter vi altid med at måle farvegengivelsen i den standardindstilling TV’et selv vælger når man pakker det ud, i dette tilfælde indstillingen ”Normal”. Også helt i tråd med traditionen, så er farvegengivelsen alt andet end normal i denne indstilling.

Farvegamut for TX-P65ST50 var præget af at alle farverne var overmættet, og langt mere intense end de burde være. Der er med andre ord tale om at ST50 forsøger at give ”mere af alt det gode” ved at skrue godt op for det hele. I særdeleshed på den grønne farve kan man godt se at der ikke helt er tale om en naturlig gengivelse. Farver som er overmættede og for intense er dog den bedste fejl at møde ved første måling, da det generelt er problemer vi kan arbejde os ud af, hvor det modsatte er nærmest umuligt.

Hvidbalancen er som altid ved standardindstilling trukket i retning af det blå, men det er værd at bemærke, at selv i standardindstillingen er det kun 15 % for meget blå, hvilket er meget lavt for en standardindstilling, og i øvrigt ligner meget den hvidbalance vi viste år målte på topmodellen fra Panasonic, VT30. De tre primærfarvers balance er også temmelig lineære, hvilket er et godt tegn, i særdeleshed, da de måler lineært helt ned til 5 % intensitet.

Gamma i normalindstillingen er derimod ganske skæv og bærer præg af at ST50 skruer op for intensiteten alt for hurtigt, og derfor får et lidt mælkehvidt kontrastfattigt udtryk, som bedste egner sig til brug i meget kraftig belysning. Gammaresultatet minde ri øvrigt også bemærkelsesværdigt meget om hvad vi målte på VT30 sidste år.

Alt i alt er det billede der møder en fra ST50 i standardindstillingen altså et stykke vej fra at være korrekt, men alle fejlene bærer tydeligt præg af at være bevidste valg, og ikke underliggende svagheder i panelerne.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i optimal indstilling

Skal man have en bedre og mere korrekt gengivelse giver Panasonics ST50 serie to muligheder for alternative indstillinger: Biograf og True Cinema. Hvidbalancen i de to er stort set ens, mens Biografindstillingen har en marginalt bedre gamma end True Cinema. I Biografindstillingen beholder skærmen dog de meget overmættede farver (men skruer ned for intensiteten), så vi valgte True Cinema som den optimale indstilling for ST50.

I hvert fald på plasma serierne fra Panasonic er det vores indtryk, at de under udviklingen på alle serierne arbejder for at lave en så korrekt gengivelse som muligt, og så får denne indstilling certificeret af THX for de dyre modeller som kan bære licensomkostningerne, mens den i ST50 blot bliver kaldt True Cinema.

Af CIE diagrammet kan man se hvor fantastisk flot de enkelte farvepunkters præcision passer med den gældende Rec. 709 standard som benyttes ved mastering af Blu-ray og HDTV. De enkelte primærfarver er stadig en smule for intense (op til 30 % for rød og blå), men det kan delvist rettes ind alene med farvekontrollen på TV’et. Den samlede farvegengivelse er så flot at man vil se mange ISF/THX kalibrerede TV, som ikke kan bringes til samme niveau af præcision. Resultatet er i øvrigt bedre end på VT30 i THX indstilling!

Hvidbalancen er ligeledes exceptionelt flot, ikke blot for et TV i den prisklasse. Udviklingen i de enkelte farver ligner til forveksling hvad vi målte på VT30 sidste år, men er en smule mere præcist. Lineariteten er næsten på niveau med DT50, men holder lineariteten helt ned i de mørke områder.

Bemærk at grafen kan se lidt mere hakket ud fordi vi denne gang har målt på 21 punkter i stedet for de almindelige 8-11. I store træk holder hvidbalancen sig fra 5 % intensitet og hele vejen op indenfor +/- 5%, og ∆E rammer først et niveau på over 3 i den allersidste del af forløbet.

Gamma forløbet er pænt, men kurven har en form vi efterhånden kan kalde Panasonic-gamma (mellem 1.9 og 2.1). Stort set alle Panasonic skærme leveres (og er altid blevet levere) med en gamma som er for lav, forstået sådan, at de mørke detaljer fremstår lidt for lyst, sandsynligvis for at fremhæve skyggedetaljer. Det kan dog gøre at TV’et fremstår mindre kontrastrigt når man benytter det i mørke omgivelser.

Der er ikke tale om at gamma er voldsomt forskubbet, og i nogle tilfælde (meget lyse omgivelser) kan det være en fordel. Endvidere er formen på kurven ganske flot, på den måde, at den lidt for lave gamma holdes konstant hele forløbet. I det store hele trækker det dog ned, når man tager i betragtning hvor præcis hvidbalancen og farvegengivelsen er.

Sammenfattet er farvegengivelsen i True Cinema exceptionelt flot, særligt prisen taget i betragtning. Det er i øvrigt specifikt værd at bemærke at det er første gang i mange år at en Panasonic plasmaskærm ikke har grønstik i den optimale indstilling. I de senere år har Panasonics plasmaskærme altid haft grønstik, i omvendt proportionalitet med prisen, således at VT30 sidste år havde mindst, mens G30 havde ganske meget.

Farvegengivelse, hvidbalance og gamma i kalibreret tilstand

Som den billigste af de gode modeller fra Panasonics 2012 repertoire er ST50 serien ikke udstyret med de fulde kalibreringsmuligheder som de dyrere modeller. Farvekalibreringen med CMS tillader kun justering af primærfarverne rød, grøn og blå, og hvidbalancen kan kun justeres i to punkter. Gamma kan vælges blandt en række prædefinerede muligheder, men der kan ikke finjusteres herpå. Det er ikke muligt at autokalibrere ST50 serien med CalMAN.

Med de begrænsede kalibreringsmuligheder er det heldigt, at performance i True Cinema er så god som den er, da der ikke er behov for den store kalibreringsindsats. For farvepunkterne i CIE diagrammet er der ikke behov for at ændre på noget, og ved at justere på intensiteten af primærfarverne kan man ligeledes få sekundærfarverne på plads. Farvepræcisionen ender efter den simple kalibrering med at være så god som man vil kunne forvente af nogen konsumskærm, inklusive topmodellerne. Vi er i hvert fald på et niveau, hvor afvigelserne fra standard ikke kan ses med det blotte øje.

De to punkters justering af hvidbalancen er også tilstrækkeligt til at vi ender på en hvidbalance som ikke lader noget reelt tilbage at ønske. Med en maksimal ∆E på 2 er vi igen i referenceterritorium, og tæt på hvad vi kan opnå med 10-punkt justering.

”Kalibreringen” af gamma bestod alene i at flytte indstillingen i menuen fra ”2.2” til ”2.4”, som passer bedre med en reel gamma på de 2.2 til 2.3 som vi gerne ser i halvmørke omgivelser. Den smukke effekt af Panasonic plasmaskærmenes lave sortniveau (som vi kommer tilbage til) er at man kan benytte dem i meget mørke omgivelser med en temmelig høj gamma og få en ekstra kontrastrig oplevelse ud af det (som vi ellers kun har set med Kuro skærme).

En 10-punkts justering af gamma havde givet os lidt ekstra muligheder for at få gamma helt på plads, men som den ser ud her er det rigtig fint.

Lysafvisning, refleksioner og sortniveau (MLL)

Et fast mantra på AV Blog er at det er en grum forsimpling at tale om sortniveau og refleksioner i isolation. Ved enhver vurdering af fladskærme lægges der ofte meget vægt på hvor mørkt skærmen kan gengive et sort signal, og for LED skærme lægges der ofte betydelig vægt på om skærmen har en mat eller blank overflade.

Sortniveau kan fremstå som en meget simpel og let målbar parameter – hvor meget lys udsendes når man viser en sort skærm – men virkeligheden er mere kompleks. Der er mange faktorer som påvirker hvor sort billedet fra en fladskærm opfattes fra den position skærmen betragtes. Skærmens kvaliteter kan i den sammenhæng ikke vurderes uden samtidig at indregne de omgivelser den skal benyttes i. Der er i bund og grund tale om 3 separate relevante faktorer som har stor indflydelse på den oplevede billedkvalitet.

Refleksioner fra skærmen er en uundgåelig del af enhver fladskærm. Det bliver ofte fremført som et faktum at matte skærme er at foretrække, og at det er en ulempe ved blanke skærme at lyset reflekteres i dem. Realiteten er dog at det i de fleste tilfælde er typen af refleksion som ændrer sig, ikke mængden af reflekteret lys. En helt blank skærm fungerer stort set som et spejl, og man kan undgå refleksioner ved ikke at have lyskilder direkte foran skærmen. Kommer der lys fra et vindue ved siden af skærmen vil dette som oftest ikke genere, da det ikke spejles i skærmen.

En mat skærm derimod reflekterer lyset diffust i alle retninger (teknisk set lambertian refleksion), så man ikke lægger så meget mærke til den enkelte refleksion, men hele billedet sløres til gengæld. En konsekvens af den matte skærm er altså at lysindfald fra siden også reflekteres ind mod den som ser på skærmen. For skærme som man benytter med lyskilder bag sig kan en mat skærm altså have en række fordele, hvilket er grunden til at mange som har været generet af en laptop med blank skærm antager at en blank skærm altid er skidt.

Hovedgrupper af refleksionstyper er skitseret nedenfor (med tak til Edward F. Kelley fra NIST)

Typen og mængden af refleksion fra skærmen få mindre betydning i takt med at omgivelserne bliver mørkere. I sagens natur er refleksioner kun relevante når der er lys at reflektere, og i et helt mørkt rum vil der ikke være væsentlig forskel på billedet uanset om det er mat eller blankt.

Den basale teknik for plasmaskærme som ST50 tilsiger at frontpanelet er lavet af glas, og derfor reflekterer udefrakommende lys i betydelig grad, og i høj grad i form af spejlreflektion (specular). Spejlreflektioner er specielt tydelige, hvis man har lyskilder placeret bag ens egen siddeposition, som reflekteret direkte i skærmen. Ved spejlrefelektioner har det også stor betydning hvor god TV skærmen er til at undertrykke de reflektioner som kommer fra skærmen (se nedenfor).

Lysafvisning er skærmens evne til at forblive så sort som muligt under tilstedeværelsen af udefrakommende lys. Særligt fladskærme med front af glas (plasma) har traditionelt lidt under interne refleksioner, som har gjort at skærmen, selv uden at være tændt og vise et signal, er forekommet nærmere grå end sort. Det kan være værd at se efter hvor grå en ældre plasma- eller billedrørsskærm er når der stråler lys ind på den. Evnen til at afvise udefrakommende lys er særligt vigtig ved brug i dagslys, men mister fuldstændig relevans i takt med at omgivelserne bliver mørkere.

Fra naturens side er plasma skærme ikke velegnede til at undertrykke udefrakommende lysindfald på samme måde som LCD/LED skærme som er opbygget på et princip om at polarisere lys. Plasmaproducenterne er dog blevet løbende bedre til at udvikle filtre som placeres foran (eller bagved) frontglasset og forhindrer lys i at trænge ind. Jo bedre dette filter er, jo sortere kan billedet blive i omgivelser hvor der reflekteres lys fra skærmen.

Vi skal ikke meget længere tilbage end et år eller to før netop disse filtre i Panasonics skærme efterlod meget tilbage at ønske. Et Panasonic plasma som er blot et par år gammelt vil i alle sammenhænge have det rigtig svært hvis der er meget lys i rummet. Det vil blive opfattet som kontrastfattigt og måske lidt kedeligt. I år er der taget væsentlige skridt til at benytte mer effektive filtre som sikrer bedre gengivelse i dagslys.

ST50 har blandt de 3 gode serier det mindst effektive filter, men det er stadig langt bedre end sidste års tilsvarende model G30. Faktisk er ST50 udstyret med så fornuftigt et filter, at det på evnen til at undertrykke lysindfald ligger på niveau mellem sidste års GT30 og VT30. Det er dog ikke på nogen måde på niveau med en god LED skærm.

Sortniveau er en vigtig paramter for en fladskærm som skal bruges til at give en god tredimensionel (ikke 3D) oplevelse med stor kontrast i billedet. Jo mindre lys man kan begrænse skærmen til at udsende når den viser sort, jo større dynamikområde kan skærmen arbejde med. Det er dog vigtigt at erindre, at sortniveauet aldrig behøver være lavere end at en sort skærm under lysforholdene i ens stue forekommer helt sort. Ser du TV i en normalt stue i dagtimerne er skærmens absolutte sortniveau alene en akademisk størrelse, som ingen påvirkning har af den opfattede billedkvalitet.

Det er også baggrunden for at det er umuligt at vurdere en given skærms sortniveau i en butik. Der vil altid være så meget lys i butikken, at det er umuligt at sammenligne sortniveau. Hvis der i en butikssituation opleves forskelle i kontrastforholdet, vil det stort set altid skyldes skærmens evne til at afvise indstrålende lys, eller skærmens gammaindstilling.

Særligt ved måling af sortniveau på plasmaskærme er det vigtigt at man holder for øje hvilket signal man sender til skærmen. De fleste plasmaskærme har forskellige ”drive modes” afhængig af om de modtager 24 Hz (Blu-ray), 50 Hz (dansk TV) eller 60 Hz (en del DVD afhængig af oprindelse), og at sortniveau er afhængig af denne ”drive mode”. På Samsungs plasmaskærme har vi tidligere målt en faktor 10 i forskel på sortniveau afhængig af om der blev vist 50 Hz eller 60 Hz.

Nedenstående skema viser ved hvilken opdateringsfrekvens panelet i ST50 viser billedet ved en given kombination af indgangssignal og indstilling for Intelligent Frame Creation (oftest kaldet 100 Hz funktionen).

Input signal	Intelligent Frame Creation off	IFC min	IFC med	IFC max	Sortniveau
24 Hz	96 Hz	96 Hz	96 Hz	60 Hz	0,007 Cd/m2
50 Hz	100 Hz	100 Hz	100 Hz	60 Hz	0,007 Cd/m2
60 Hz	60 Hz	60 Hz	60 Hz	60 Hz	0,013 Cd/m2

 

Som det fremgår, er der her endelig en parameter hvor vi i Europa får det bedste af alle verdener. Når vi sender ST50 et 24 Hz signal fra en Blu-ray skive bliver hvert billede vist 4 gange i træk, så vi slipper for at billedet flimrer, og samtidig får vi det bedst tænkelige sortniveau på 0,007 Cd/m2. I den forbindelse bemærkes det at sortniveauet er så lavt, at selv små forskelle i signal eller placering af måleudstyr på skærmen kan give forskellige målinger, og at man godt kan risikere at måle lidt højere værdier afhængig af hvor meget lyst indhold der vises på skærmen. Ved en række målinger af de sorte på et testbillede der ligner et skakbræt var målingerne oppe mellem 0,008 og 0,011 CD/m2.

Det er dog ikke til at komme udenom at Panasonic har taget et kæmpe skridt fremad på sortniveauet, som på ST50 måler cirka 1/3 af sidste års topmodel VT30. Det er absolut en synlig forbedring hvis man benytter sin skærm i mørke omgivelser, og sortniveauet er i praksis så godt, at yderligere forbedringer ikke vil være en fordel medmindre man har meget specielle omgivelser (en helt mørklagt bat cave).

Light bleed, clouding og paneluniformitet

Plasmapaneler har traditionelt ikke de store problemer med at lysstyrken varierer hen over skærmens areal. Særligt ved mørke scener kan det være meget distraherende, hvis der er nogle områder af skærmen som er lysere end andre, hvilket oftest ses på LED skærme. På ST50 målte vi en lang række punkter på et skakbrætlignende testbillede, og målte de lysende felter mellem 75 Cd/m2 og 78 Cd/m2 hvilket er rigtig fint, mens de sorte felter blev målt til mellem 0,008 Cd/m2 og 0,011 Cd/m2. Det er procentmæssigt faktisk en betydelig forskel, man i praksis er værdierne så lave at det ingen betydning har.

I praksis oplever man at panelet på ST50 har en lille smule mere tendens til at udvise ”uro” i de mørke gråtoner end tidligere års Panasonic plasma modeller, når man ser dem tæt på. Den opfattede øgning i PWM støj skyldes muligvis det bedre sortniveau, som gør det mere synligt at panelet skaber gråtoner ved at blinke meget hurtigt. Det er ikke noget som er synligt fra almindelig TV afstand.

Grønne plamager / lyse striber

Sidste års plasmaskærme fra Panasonic var behæftet med et fænomen som oftest blev betegnet grønne plamager (på engelsk green blobs), som vi har skrevet om i VT30 testen. Vi har naturligvis været særligt på vagt efter om noget tilsvarende dukkede op på årets modeller. Indtil videre kan vi vist med god ro i sjælen konkludere at det ikke er tilfældet, idet vi ikke har set et eneste tilfælde af noget der minder om det på nogen af de testede modeller eller nogen af de massevis af andre Panasonic plasma skærme vi har set og arbejdet med siden de kom på markedet i april måned.

Til gengæld er vi så i år blevet beriget med en lignende panelbaseret anormalitet, som enkelte steder er blevet kaldt lyse striber (engelsk: white stripes). Fænomenet manifesterer sig ved at man (oftest ved helt ens hvide testbilleder med 20-40 % intensitet) kan konstatere at der er en slags vertikaler ”bånd” ned over skærmen som er moderat lysere end resten af skærmen. De er organiske i natur, og ikke skarpt optrukne.

Det er blevet diskuteret mange steder hvad det kan skyldes. Nogen er gået så vidt til at mene at det måtte være en software fejl, som kan rettes i firmware. Det er ligeledes blevet anført, at fænomenet først opstår efter 3-400 timers brug, mens andre mener at det eksisterer fra starten, men forsvinder efter 2-500 timers brug. 🙂

I praksis tyder alt på at det er en fysisk ”defekt” på panelet og er relateret til fosforen. Flere undersøgelser af om det kunne skyldes en ujævn applikation af filtret på skærmen har ikke resulteret i noget. På den først 50” skærm vi testede kunne vi konstatere fænomenet ved testbilleder, og har forsøgt at illustrere det med ovenstående billede.

Det er værd at bemærke, at det var ekstremt svært at tage et billede af ujævnheden, og at disse problemer fint afspejler alvorligheden af problemet. Havde vi ikke grundet sidste års erfaring med grønne plamager gået alt efter med en tættekam og specifikke skærmbilleder havde vi aldrig opdaget det. 65” udgaven viste ikke nogen tegn på ujævnheder. Vi betragter det som et non-issue, men det kan ikke afvises at der findes eksemplarer hvor det er synligt i almindelig brug.

Line bleed

Det er efterånden svært at huske om der nogensinde har eksisteret plasma TV, som ikke i et eller andet omfang lider af line bleed. Fænomenet manifesterer sig tydeligst på statiske billeder, hvor der er store horisontale områder af skærmen som er dækket af en farve (eller intensitet), som herefter skiftet brat. I disse tilfælde kan man nogle gange se en ”skygge” af den horisontale flade fortsætte inder over en anden farve (se den sorte bjælke midt i billedet).

Panasonics 2012 TV, herunder ST50 serien har line bleed præcis ligesom sidste og forrige års modeller havde det. Det forekommer dog at omfanget er mindre end tidligere, og i år hvad vi ganske svært ved at opfange det og tage billeder af det. Under alle omstændigheder er det ikke noget vi på noget tidspunkt har bemærket ved almindelig brug. Yndere af boksning med de til tider lange horisontale reb i ringen vil måske opleve det i praksis.

False contouring og dither støj ved bevægelse

Ved sidste års test af VT30 gjorde vi en del ud af problemstilingen om dynamic false contouring, som er et fænomen, der opleves som ”farvede bånd” omkring billedelementer i bevægelse.

False contouring opstår som en kombination af den måde et plasma TV skaber sine farver ved at blinke mange gange i sekundet med de forskelligt farvede subpixels og vores øjnes bevægelse hen over billedet. Af samme årsag er det i praksis ikke muligt at tage et retvisende billede af fænomenet, da et kamera ikke kan vise præcis hvad vores øjne opfatter i bevægelse.

Dynamic false contouring er en følge af den sub field drive mode som en given plasmaskærm benytter, og i praksis forekommer det ikke på skærme fra eksempelvis Samsung, og har heller ikke været betragtet som et problem på Pioneers modeller. Når ST50 opdateres ved 60 Hz (fx med IFC sat til maksimum) er mængden af falske konturer absolut minimal, mens konturerne er tydeligere ved 50 Hz TV eller 24 Hz Blu-ray. Det er sikkert også på den baggrund, at ingen amerikanske anmeldere har bemærket det.

I praksis har det ligeledes vist sig, at det er meget individuelt om man bemærker dynamic false contouring i billedet eller ej. Nogle har meget let ved at se det, og bliver voldsomt generet af det, når der er hurtige bevægelser og indhold med hudtoner, mens andre slet ikke ser det, selv i de værst tænkelige situationer. Sandsynligvis er der en større risiko for at du vil blive generet af det, hvis du tidligere har haft store problemer med fosforslør på plasmaskærme og regnbueeffekt på DLP projektorer.

Den letteste måde at teste om DFC det vil være et problem for dig er at sætte dig relative tæt på en ST50 som viser indhold med hudtoner, eksempelvis en nyhedsudsendelse, og så bevæge øjnene hen over skærmen. Det vil give et indblik i hvor følsom du er for problemet.

Forforspor – Phosphor trails

Fosforspor er et almindeligt forekommende fænomen på plasmaskærme, som skyldes at billedet skabes af tre forskellige farver fosfor (rød, grøn og blå), som lyser op og slukkes meget hurtigt. De tre farver af fosfor har forskellige ”henfaldstid”, som betyder at de ikke alle er præcis lige hurtige til at lyse op og lukke ned for lyset.

Hvis man kombinerer de forskellige henfaldstider med hurtig bevægelse af øjnene vil man kunne opfatte forskellen i form af en (oftest grøn/gul) silhuet omkring kontrastrige billedelementer. Under normale forhold uden kraftige øjenbevægelser bemærkes det ikke, og maskeres i øvrigt af farveindholdet i billedet. Det er dog meget let af remprovokere ved at bevæge øjnene hurtigt hen over et kontrastrigt billede i sort/hvid (hvor farverne i billedet ikke kan maskere fænomenet).

Effekten minder meget om det som nogen opfatter som ”regnbuer” ved brug af DLP-projektorer. På samme måde som med regnbueeffekten på DLP-projektorer er der stor forskel på hvor følsom vi hver især er for fosforspor. I praksis er fosforspor på årets Panasonic modeller synligt, hvis man leder efter det, men ikke noget problem i praksis.

Burn-in og image retention

Ingen test af plasmaskærme er komplet uden et par bemærkninger om Image retention og burn-in, to helt forskellige problemstillinger, som ofte diskuteres i forbindelse med plasma-TV, og ofte baseret på holdninger og marketingssnak i stedet for praktisk erfaring.

Burn-in er ubetinget det værste af de to problemer, da det i de fleste praktiske tilfælde er umuligt eller i hvert fald meget besværligt at slippe af med, hvis det først har indfundet sig.

Ethvert Plasma-TV genererer sit billede ved at sætte strøm til den enkelte subpixel som indeholder ædelgas og en smule kviksølv. Herved opstår ultraviolet ”lys”, som får enten rød, grøn eller blå fosfor på ydersiden af den enkelte subpixel til at lyse op. For hver tidsenhed fosforlaget lyser bliver det slidt en lille smule, og mister (meget) langsomt sin evne til at lyse op. For en moderne plasmaskærm resulterer dette i at den enkelte subpixel efter 100.000 timer kun lyser halvt så kraftig som da man tog skærmen i brug.

Burn-in opstår hvis man i længere tid kun ”slider” på en meget lille del af skærmens pixels, således at disse mister mere lysstyrke end resten af skærmens pixels. Hvis det sker, vil dette område af skærmen konsekvent vise et lidt mere dæmpet billede, hvilket ofte fremstår som en ”skygge” af det signal man tidligere har vist.

I praksis vil det normalt vise sig hvis en TV kanal har et kraftigt lysende logo som konsekvent vises, og man ser rigtig meget på den pågældende kanal. I en sådan situation vil der blive slidt mere på det aktive billedområde med logoet end resten af skærmen, og efter tilstrækkelig lang tid vil man kunne se en lidt mørkere skygge på en hvid baggrund, der hvor logoet har været vist.

Burn-in kan ikke ses ved sort skærm, idet problemet netop viser sig ved at det påvirkede område sender mindre lys ud end resten af skærmen. Den letteste måde at konstatere burn-in er ved at vise den samme farve (primært grøn eller grå/hvid) på hele skærmen og se efter mørkere skygger. Har man først fået synlig burn-in er det stort set umuligt helt at slippe af med igen, uanset hvor meget screen-wash eller lignende man udsætter sin skærm for.

Det er en meget udbredt misforståelse blandt uudannede (eller provisionslønnede) sælgere, at burn-in ikke kan forekomme på moderne plasmaskærme, og at det hører fortiden til. Burn-in lever i bedste velgående, på plasmaskærme fra både LG, Samsung og Panasonic, men det er i praksis næppe noget du behøver bekymre dig om. Der skal ret meget til før man får synlig burn-in på sin skærm, og normalt brug til TV og film bør ikke være noget problem.

Hvis man derimod ved at fjernsynet skal stå tændt 5-6 timer i døgnet på den samme børnekanal med det kraftigt hvide logo de fleste dage, så bør man måske overveje et alternativ. I særdelshed, hvis man ikke benytter skærmen ret meget udover de mange timer med det samme logo. Tilsvarende gælder at en plasmaskærm næppe er det rigtige valg, hvis du vil benytte din fladskærm som computermonitor, og vil have statiske billeder på den stort set hele tiden.

Vores praktiske erfaring er at synlig burn-in stort set er forbeholdt butikker, hvor demo TV typisk står på samme kanal hver dag i hele åbningstiden. Igennem mange test, kalibreringer og andet arbejde med private plasmaskærme har vi ikke se burn-in i noget væsentligt omfang. AV Blogs anbefaling er dog altid at indkøre en ny plasmaskærm med 100-200 timers statiske billeder som fylder hele skærmen, og få slidt fosforen i de forskellige subpixels ens i den indledende periode. Vi benytter selv recordere.dk’s udmærkede slides til formålet, men der er ikke noget galt med at benytte den indbyggede ”white wash” funktion på ST50.

Image retention er en helt anden snak. Image retention opstår ligeledes når en begrænset del af skærmen viser et væsentligt lysere billede end resten, som eksempelvis et TV2 logo øverst i billedet. Med tiden opbygges der en elektrisk ladning i den enkelte subpixel, som afgiver sin energi langsomt, selv efter at den ikke længere modtager et signal. Den simpleste visualisering er at den enkelte subpixel fungerer som en kondensator (opladeligt batteri), som skal aflades efter at have modtaget en masse energi.

Problemet er altså omvendt af burn-in – ved retention lyser de påvirkede pixels op når de ikke skal, i modsætning til burn-in, hvor de lyser mindre end de skal. Image retention er et almindeligt forekommende fænomen på plasmaskærme, og det kan ”vaskes væk” ved at have skærmen tændt med eller uden billede på. Jo længere de enkelte celler har haft til at opbygge den elektriske ladning, jo længere tid tager det for at aflade dem igen. Mest effektivt er normalt de indbyggede ”screen wash” funktioner.

Image retention kan være sværere at sige noget præcist om, da der (baseret på empiri, ikke teknisk logik) ser ud til at forskel på hvor meget en given skærm lider af retention, selv indenfor samme mærke eller model. Under vores test af Panasonic TX-P50ST50 og TX-P65ST50 oplevede vi ikke retention på noget tidspunkt under 2D brug. Efter en længere test af 3D kunne vi dog konstaterede en smule retention, som forsvandt meget hurtigt. Der var ubetinget mindre retention end vi har set på tidligere års modeller, men deraf kan ikke nødvendigvis udledes at det gælder for alle modeller i år.

Global dynamisk kontrast, dynamisk gamma, floating blacks

Baseret på historikken for Panasonics plasmaskærme tester vi altid grundigt efter om en plasmaskærm kan holde sit sortniveau konstant uanset hvad der vises på skærmen. Går vi to år tilbage, var det helt almindeligt, at man kunne se de sorte bjælker i toppen af en Cinemascope film står og skifte intensitet afhængig af hvad der blev vist på skærmen, hvilket kunne distrahere filmoplevelsen. Denne skiftende intensitet blev betegnet floating blacks, fordi sortniveauet ikke blev holdt konstant, men ”flød” med indholdet på skærmen.

Panasonics 2011 modeller var helt fri for floating blacks, men havde i de første udgaver af den indbyggede software en fejl, som gjorde at hele billedet skiftede karakter løbende afhængig af indholdet. Vi beskrev det i testen af VT30, og generelt er fejlen blevet kendt som dynamisk gamma eller ”fluctuating brightness”. Fejlen blev rettet ved en softwareopdatering i løbet af sommeren 2011.

I 2012 er ST50 serien helt fri for disse problemer. Man kan se et minimalt skift i sortniveauet afhængig af om man viser et stort set sort billede eller en sort plet omgivet af hvidt, men det er på så lille et niveau at det ikke er synligt uden måleudstyr.

Betragtningsvinkel

Den horisontale betragtningsvinkel på plasmaskærme er basalt set så god som man kan ønske sig. For at illustrere har vi medtaget målinger for farvegengivelse, hvidbalance og gamma målt i 45° vinkel. Målingen i 22,5° minder meget om den, og generelt lader betragtningsvinklen intet tilbage at ønske. Farvegengivelsen er i praktiske termer uændret, og man vil ikke opleve nogen undermætning af farverne ved at se på skærmen fra en skæv vinkel.

Hvidbalancen mister en smule rød ved 45° vinkel, men det er så lidt at det næppe vil opfanges med det blotte øje.

Gamma er konstant med betragtningsvinkel, og man vil ikke opleve af kontrasten falder, selv ved meget skæve vinkler.

Det skal kort nævnes, at filtret på skærmen er retningsbestemt, så den vertikale betragtningsvinkel påvirker billedet betydeligt. Det er altså ikke nogen god ide at montere en ST50 plasmaskærm for højt oppe så man er nødt til at se på den i en skæv vinkel. Dette kan konstateres ved selvsyn ved at placere sig lige foran skærmen med øjnene i skærmhøjde, og så rejse sig op, og se hvordan billedt ændrer sig.

Signalbehandling og bevægelseshåndtering

Som udgangspunkt forventer og ønsker vi (i hvert fald her) at et fladskærms TV gengiver kildematerialet så præcist som muligt, uden at tilføje eller ændre noget på billedet. En vis mængde signalbehandling er dog uundgåelig hvis skærmen skal vise signaler som ikke er i panelets egen opløsning, modtages som halvbilleder (PAL) eller ved en anden framerate end skærmen kan benytte.

Det ser dog ud til at Panasonic i de fleste af årets fladskærme, herunder ST50, har nogle billedbehandlingsalgoritmer, som resulterer i et interessant artefakt selv når det modtager et kildesignal som passer præcis til skærmens egen opløsning. Selv med alle ”forbedringer” slået fra og i alle tilstande af skarphedskontrollen præsterer ST50 at introducere det viste firkløvermønster på det testbillede vi kalder en lumaplate. Det tyder på en dynamisk signalbehandling som ikke er helt fri for bivirkninger. Vi har dog ikke konstateret at det er noget som har manifesteret sig i almindeligt kildemateriale.

Deinterlacing

Vi har før været inde på hvordan deinterlacing hører til i de rigtig gamle dage, hvor begrænsningen af båndbredde tvang udbyderne til kun at udsendte hver anden linje af et TV-billede ad gangen. På et almindeligt TV-signal sendte man således først linje 1, efterfulgt af linje 3, 5 etc. Når alle linjer af signalet var tegnet på skærmen startede man forfra med linje 2,4,6 etc.

Metoden er nærmest skræddersyet til billedrørs TV, men giver ikke meget mening i en verden fyldt med fladskærme, som (med få specifikke undtagelser) altid viser hele billedet på én gang.

Deinterlacing er navnet på den proces, hvor man lægger de to ”halvbilleder” sammen til et progressivt billede. første halvbillede med linje 1,3,5.. og andet halvbillede med linje 2,4,6 etc. ender altså som ét billede bestående af linje 1,2,3,4 etc. Det kan lyde som en meget simpel proces, men er det ikke altid, og det har stor betydning for billedkvaliteten hvor godt skærmen udføre denne deinterlacing – i allerværste fald kan man rent faktisk miste op til halvdelen af opløsningen i billedet.

For videomateriale (kildemateriale oprindeligt optaget på video til TV brug i 50 eller 60 Hz) havde ST50 ikke nogen problemer med at vise et klart billede med meget begrænsede “trappetrin” (jaggies) i materialet. Der var ikke noget at udsætte på evnen til at deinterlace videomateriale, og kvaliteten her af er på højde med Panasonics dyrere fladskærme, herunder eksempelvis VT30 og DT50.

Ved deinterlacing af materiale, som har sin oprindelse på film (uanset om det er en film som vises på TV eller via interlaced DVD) er det af afgørende betydning, at skærmens billedkredsløb kan genkende materialet som film og herefter lave deinterlacing med en proces kaldet reverse pulldown.

På dette område har Panasonic historisk set ikke klaret sig lige så godt som deres konkurrenter fra Korea. Hvert år håber vi på at vore venner fra Japan har brugt lidt mere krudt på at optimere signalet for europæiske TV, som bekendt kører ved 50Hz, modsat USA og Japan, som benytter 60 Hz.

Vi må dog konstatere, at Panasonic endnu ikke leverer varen til fulde, når det drejer sig om at vise 50 Hz (almindelig dansk TV og DVD) bedst muligt. På vores standardiserede testsekvenser klarede TX-P65ST50 ikke med det samme at genkender det oprindelige filmmateriale og sammensætte billederne perfekt herefter. Ligeledes kan man i almindelig brug fra tid til anden konstatere, at TV’et mistede kadencen, resulterende i lavere opløsning i billedet og artefakter i form af brudte linjer.

Det er ikke som sådan en kritisk fejl, men det er ærgerligt, da det ser ud til at Panasonic har færre problemer med at foretage præcis samme proces på amerikansk/japansk 60 Hz materiale, som principielt er en sværere opgave. Det er ikke godt nok. Som bruger kan man omgå problemet ved at lade en set-top boks eller DVD/Blu-ray afspillere foretage deinterlacing og sende et progressivt signal til skærmen.

Eller endnu bedre – holde sig til Blu-ray og HDTV i 720P. 🙂

Skalering (scaling)

Opskaleringen af det indgående signal til panelets opløsning på 1920*1080 pixels klarer ST50 ganske fint, særligt taget i betragtning at der ikke er tale om en topmodel. Der er stadig noget at hente ved en ekstern skalering (i en god Blu-ray afspiller eller separat scaler), men det er næppe noget som kan retfærdiggøre væsentlige ekstra omkostninger.

Chroma upsampling

Vi har tidligere rost Panasonic for deres eksemplariske evne til at opsample farveinformationen i et komponentsignal. Det skal vi gerne gøre igen, men den eneste reelle grund til at nævne det igen, er som undskyldning for at bringe et billede af hvordan flot chroma upsampling ser ud.

Motion resolution (billedopløsning ved bevægelse)

Motion resolution ses stort set alene omtalt for plasmaskærme, ganske enkelt fordi de er langt bedre til at bevare billedets fulde opløsning ved bevægelse end LCD skærme. Det kan i den forbindelse bemærkes, at den Blu-ray som stort set alle anmeldere benytter til at teste for motion resolution er produceret af en koalition af plasmaproducenter, naturligvis fordi de ved at deres produkter klarer sig bedr4e end konkurrerende teknologier.

Som bekendt har de fleste moderne fladskærme en opløsning på 1920*1080 punkter, hvilket også er den opløsning som er synlig ved visning af et stillbillede, forudsat at skærmen er indstillet korrekt og får leveret et 1920*1080 signal. Så snart der er bevægelse i billedet, vises der et antal på hinanden følgende billeder i opløsningen 1920*1080 (normalt 50, 60, 96 eller 100 billeder pr. sekund). Så langt så godt.

Hvis skærmen har en langsom responstid, som gør at det gamle billede ikke er helt væk fra skærmen før det næste vises vil billedet blive lidt sløret, og vi vil oftest opleve det som ghosting, trailing eller skygger omkring objekterne i bevægelse, en klassisk problemstilling, særligt på ældre LCD skærme. I praksis betyder det dog også, at vi ikke har en reel opløsning på 1920*1080 når der er bevægelse i billedet.

For at teste skærmens evne til at vise fine detaljer i bevægelse er der udviklet særlige testsekvenser som bevæger nogle mønstre over skærmen, som bliver stadig tyndere og mere detaljerede (se billede nedenfor). Herefter er det en rent manuelt optisk proces at vurdere hvor fint detaljerede linjer man kan skelne fra hinanden ved bevægelse.

Som forventet klarer ST50 sig rigtig godt i denne disciplin. Med rigtig god vilje kunne man sige, at den rent faktisk viser alle 1080 linjers opløsning selv uden nogen aktiv signalbehandling (IFC). Siden vi testede VT30 er vi dog nok blevet en smule mere kritiske i forhold til hvad vi vil betragte som et acceptabelt resultat, og for ST50 er vurderingen, at alt op til 720 linjers opløsning vises problemfrit. Finere detaljer end 720 linjer vises stadigvæk, men detaljerne sløres af den dither funktion som skaber gråtoner på en plasmaskærm.

Slår man IFC til på blot minimum viser skærmen 1080 linjers opløsning uden problemer, og det bliver ikke bedre af at sætte IFC til medium eller maximum.

Sammenligner man motion resolution for LED TV og ST50 uden at slå bevægelseskredsløb til på nogen af skærmene, slår ST50 enhver LED skærm af banen.

Input lag

Input lag er den (meget korte) tid det tager fra skærmen modtager et signal, til dette signal bliver vist på skærmen. Som hovedregel bliver denne forsinkelse altid større jo flere billedbehandlingsled signalet skal igennem. På en Panasonic betyder det i praksis, at man skal sørge for at slå Intelligent Frame Creation fra.

Med IFC slået fra er forsinkelsen på ST50 omkring 30 ms, hvilket er pænt, og er ved at være det normale niveau for gode skærme. Det vil give mulighed for at benytte skærmen til konsolspil, hvor kun de allermest kritiske vil opleve forsinkelse i praksis.

3D billedkvalitet

Når en fladskærm kommer op på 65 tommer bliver det mere reelt at snakke om 3D, idet hele konceptet med 3D briller forudsætter, at skærmen udgør en betydelig del af ens synsfelt for at give den rette indleven i filmen.

3D briller

Vi benyttede Panasonics egne TY-ER3D4 3D briller, som var medleveret til testen af DT50. Som tidligere bemærket, kan de ligeledes fungere sammen med andre 3D TV som er kompatible med Full HD 3D Glasses Initiative, ligesom andre nye 3D briller kan benyttes med ST50.

TY-ER3D4 er rigtig velfungerende, og lukker bedre af for udefrakommende lys end Samsungs SSG-4100, som til gengæld er noget billigere. Der følger ikke 3D briller med når man køber ST50.

Crosstalk

De udfordringer 3D fremvisning medfører er hovedsageligt manglende lysoutput, og crosstalk mellem de to øjne, som manifesterer sig i form af en svag ”skygge” rundt om objekter i billedet, kaldet ghosting. Ghosting opstår i samspillet mellem skærmen og den tilhørende 3D brille. Hvert brilleglas åbner og lukker lynhurtigt i takt med at skærmen viser et billede til henholdsvis højre og venstre øje. Så længe højre brilleglas kun åbner i det splitsekund der vises et billede til højre øje, og ellers er 100 % uigennemtrængeligt, så er der ingen crosstalk mellem de to øjne. I praksis opstår der dog problemer på to fronter:

• Selv når brilleglasset er lukket for højre øje, slipper der lidt af billedet som vises til venstre øje igennem glasset, da det ikke er helt lukket for lysgennemtrængning.
• Hvis synkroniseringen mellem skærm og brille ikke er fuldstændig perfekt, kan der nå at blive vist blot en lille smule af det venstre øjes billede, mens 3D brillen er ved at lukke for det højre øje.

Crosstalk kan måles og testes visuelt på mange måder. Vi benytter en række skærmbilleder til at vurdere omfanget af lys der slipper igennem fejlagtigt, og har en række egenproducerede testbilleder, hvor vi måler hvor meget lys der slipper igennem det lukkede brilleglas og sammenholder det med hvor meget der slipper igennem det åbne brilleglas og skærmens sortniveau gennem brillen (det teoretisk perfekte resultat).

På nedenstående testbilleder kan det være svært at opfatte, men det som billedet viser er hvor meget af det store “L” som slipper igennem på det første billede, samt hvor meget af det store “R” som slipper igennem på billede 2.

Hvad angår den målte crosstalk, så slipper det lukkede brilleglas omkring 2 % af lysmængden fra det åbne glas igennem. 2 % svarer til hvad vi målte på Samsung ES8005 og Panasonic DT50, men vi er nede hvor måleusikkerheden begynder at få betydning. ST50 er ikke i stand til at levere helt så meget lys som LED modellerne, men til gengæld er sortniveauet, også i 3D, langt bedre. Idet 3D bør opleves i så mørke omgivelser som muligt, er det samlede resultat af lidt mindre lys og bedre sortniveau en samlet set bedre oplevelse end på LED modellerne.

Samlet set er 3D rigtig overbevisende for en fladskærm med aktiv 3D teknologi.

Konklusion

Panasonics ST50 plasma serie forventede vi os allerede tilbage ved CES meget af. Langt de fleste af vores optimistiske forhåbninger er der blevet leveret på.

ST50 er ikke prangende på nogen særlige områder. Designet er pænt og diskret, men et godt stykke fra Panasonics dyrere plasma modeller og de knivskarpe LED modeller i den dyre ende. Smart TV funktionerne kan stort set alt det de skal, men går ikke udover det, med stemme- og bevægelseskontrol. Alting fungerer præcis som det skal, og vi havde ingen problemer med ufærdig software, som både LG og Samsung har kæmpet med i år.

På billedsiden er de største ulemper nogle som går igen i de fleste plasmaskærme, og i hvert fald på alle Panasonics plasma TV. Man skal være forberedt på lidt retention, tage almindelige forholdsregler mod burn-in, og ST50 er ikke det oplagte valg, hvis der er meget lysindfald i rummet, og slet ikke hvis der er direkte sollys på skærmen. For de som er potentielt følsomme for fosforspor og regnbueeffekt på DLP projektorer vil vi anbefale at man tester i en butik om man bliver generet af de ovenfor beskrevne sporadisk forekommende dynamiske farvede konturer.

Generes man ikke af dynamic false contouring, og kan man leve med at skærmen (som alle plasma skærme) har en smule summen (plasma buzz) så får man til gengæld et helt fantastisk godt billede til prisen. På betragtningsvinkel, farvegengivelse, 3D, bevægelseshåndtering og sortniveau tørrer ST50 ganske enkelt samtlige LED skærme til mange gange prisen fuldstændig af banen, og leverer en billedkvalitet som er uhørt til prisen.

Skal man blive i tidsånden med finanskrise og smalkost, så er det meget svært ikke at pege på Panasonics ST50 som årets fladskærm. Niveauet kan næsten læses direkte af hvor meget bedre design og ekstra udstyr Panasonic har valgt at udstyre de dyrere plasma skærme med, simpelthen fordi de skal kunne konkurrere med den basale billedkvalitet i ST50.

Negativt:

• Temmelig ringe standardindstillinger
• Plasma buzz, kan være generende afhængig af konkret skærm og ens egen følsomhed
• Dynamic false contouring kan være en dealbreaker for nogen
• Ikke immun over for meget lys i rummet, slet ikke direkte lysindfald
• 2:2 deinterlacing af filmmateriale ikke på niveau med konkurrenterne
• Og så var der det med en standard analog lydudgang

Positivt:

• Referenceklasse sortniveau i mørke omgivelser
• Fantastisk farvegengivelse i True Cinema – bedre end hvad man ville kunne forvente at opnå med en kalibrering for blot få år siden.
• Velfungerende optagemuligheder med PVR
• Perfekt betragtningsvinkel
• Fornuftig lyd som er mere fyldig end normalt i klassen
• Prisen!

Vores samlede vurdering er: Kraftig anbefaling  (med forbehold).

For de teknisk interessere er her en kalibreringsrapport for Panasonic TX-P65ST50 som passer med de anbefalede indstillinger,som bliver postet i kløbet af næste uge.